En uddannelsessøgende, der ikke er dansk statsborger, kan få støtte til en uddannelse i Danmark, når den uddannelsessøgende opfylder de almindelige betingelser, jf. lovens kapitel 1, samt opfylder en af følgende betingelser:
-
1) Tilhører det danske mindretal i Sydslesvig.
-
2) Den 6. marts 1946 var eller inden for de sidste 10 år før denne dato som islandsk statsborger har været bosat i Danmark.
-
3) Er omfattet af § 2, stk. 2, 3 eller 4, i lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven).
-
4) Ved indrejsen i landet ikke var fyldt 20 år og sammen med sine forældre har taget fast ophold i Danmark og familien fortsat har bopæl her.
-
5) Umiddelbart før ansøgningstidspunktet har haft sammenhængende registreret ophold i Danmark i mindst 2 år og samtidig umiddelbart før ansøgningstidspunktet har været gift med eller været i registreret partnerskab med en dansk statsborger i mindst 2 år. Det er en betingelse, at den uddannelsessøgende fortsat er gift eller i registreret partnerskab på ansøgningstidspunktet.
-
6) Umiddelbart før påbegyndelsen af den uddannelse, der søges støtte til, har haft sammenhængende registreret ophold i Danmark i mindst 2 år med mindst 30 timers erhvervsarbejde ugentligt. Med erhvervsarbejde forstås, at den uddannelsessøgende på grundlag af en gyldig arbejdstilladelse enten har haft ordinært arbejde med ordinær aflønning i arbejdsretlig forstand eller arbejde som selvstændig erhvervsdrivende. Lønnet praktik og andre uddannelsesperioder med løn kan ikke sidestilles med erhvervsarbejde. Det er en betingelse, at arbejdsgiveren er registreret hos de statslige told- og skattemyndigheder som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven. Det er en betingelse for at blive betragtet som selvstændig erhvervsdrivende, at den uddannelsessøgende er momsregistreret eller registreret som lønsumsafgiftspligtig.
-
7) Umiddelbart før ansøgningstidspunktet har haft sammenhængende registreret ophold i Danmark i mindst 5 år, når den uddannelsessøgende ikke har taget ophold i Danmark med henblik på uddannelse.
-
8) Er tyrkisk statsborger og direkte efterkommer af en tyrkisk statsborger, som har registreret bopæl i Danmark på ansøgningstidspunktet, og som er eller har været arbejdstager i Danmark. Den uddannelsessøgende skal være under 21 år på ansøgningstidspunktet om uddannelsesstøtte, medmindre den uddannelsessøgende på baggrund af et faktisk og reelt forsørgelsesbehov forsørges af den tyrkiske statsborger. Den uddannelsessøgende skal på ansøgningstidspunktet have registreret bopæl i Danmark og have eller have haft bopæl hos den ene eller begge forældre i Danmark. Retten til støtte efter denne bestemmelse gælder også for tyrkiske statsborgere, der er direkte efterkommere af den tyrkiske arbejdstagers ægtefælle eller registrerede partner.
Stk. 2 Har erhvervsarbejdet, jf. stk. 1, nr. 6, ikke været sammenhængende, eller har det ikke ligget umiddelbart før uddannelsens påbegyndelse, har den uddannelsessøgende dog adgang til uddannelsesstøtte, hvis den eller de mellemliggende perioder har været
-
1) af sammenlagt højst 3 måneders varighed,
-
2) perioder med arbejdsløshed registreret hos arbejdsformidlingen,
-
3) perioder af højst 6 måneders varighed, der er anvendt til arbejdsmarkedsuddannelse, sprogskole og lignende uddannelsesaktiviteter,
-
4) sygdomsperioder, eller
-
5) aftjening af værnepligt i hjemlandet.
Stk. 3 Har den uddannelsessøgende i forbindelse med fødsel eller adoption passet eget barn efter de regler, der gælder på arbejdsmarkedet, sidestilles dette med erhvervsarbejde, jf. stk. 1, nr. 6, når der er tale om perioder af sammenlagt højst 1 år pr. fødsel eller adoption.