Bekendtgørelse om storaktionærer § 2

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om storaktionærer er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1172 af 31. oktober 2017

Definitioner
§ 2

Ved finansielle instrumenter forstås i denne bekendtgørelse følgende finansielle instrumenter, forudsat at de opfylder en eller begge betingelser i § 39, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder:

  • 1) Omsættelige værdipapirer.

  • 2) Optioner.

  • 3) Futures.

  • 4) Swaps

  • 5) Fremtidige renteaftaler.

  • 6) Differenceaftaler.

  • 7) Andre kontrakter eller aftaler med lignende økonomiske virkninger, som kan afvikles fysisk eller afregnes kontant.

Stk. 2 Ved et kontrolleret selskab forstås i denne bekendtgørelse ethvert selskab, i hvilket en fysisk eller juridisk person

  • 1) besidder flertallet af stemmerettighederne,

  • 2) er aktionær eller deltager og har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af medlemmerne i administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet,

  • 3) er aktionær eller deltager, og i medfør af en aftale med andre aktionærer eller deltagere i selskabet alene kontrollerer flertallet af henholdsvis aktionærernes eller deltagernes stemmerettigheder, eller

  • 4) har ret til at udøve eller faktisk udøver bestemmende indflydelse eller kontrol.

Stk. 3 Ved en prisstiller forstås i denne bekendtgørelse en person, der på de finansielle markeder og på et kontinuerligt grundlag er villig til at handle for egen regning ved at købe og sælge finansielle instrumenter over egenbeholdningen til priser, som personen selv fastsætter.

Stk. 4 For så vidt angår § 11, stk. 2, § 12, stk. 2, og § 13, stk. 1, nr. 1, forstås der i denne bekendtgørelse ved:

  • 1) Direkte instruks: Enhver instruks givet af moderselskabet eller et andet selskab, der kontrolleres af moderselskabet, hvori det præciseres, hvordan et selskab omfattet af § 11, stk. 1, eller § 12, stk. 1, skal udøve stemmerettighederne i særlige tilfælde.

  • 2) Indirekte instruks: Enhver generel eller særlig instruks, uanset formen, som gives af moderselskabet eller et andet selskab, der kontrolleres af moderselskabet, og som begrænser handlefriheden for selskabet omfattet af § 11, stk. 1, eller § 12, stk. 1, i relation til udøvelsen af stemmerettighederne med det formål at tjene specifikke forretningsinteresser hos moderselskabet eller et andet selskab, der kontrolleres af moderselskabet.