Pligten til at give meddelelse efter §§ 38-40 i lov om kapitalmarkeder påhviler hver enkelt aktionær, der er omfattet af § 38, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, samt de fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af §§ 39 og 40 i lov om kapitalmarkeder.
Stk. 2 I de i § 38, stk. 2, nr. 1, i lov om kapitalmarkeder nævnte tilfælde påhviler pligten til at give meddelelse om besiddelse alle parter i aftalen.
Stk. 3 I de tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person får fuldmagt til at udøve stemmerettigheder efter eget skøn i relation til en generalforsamling, jf. § 38, stk. 2, nr. 8, i lov om kapitalmarkeder af en eller flere aktionærer, kan meddelelsen foretages ved hjælp af en enkelt meddelelse på det tidspunkt, hvor fuldmagterne modtages. Meddelelse efter 1. pkt. er dog kun mulig, såfremt det fremgår klart af meddelelsen, hvordan fordelingen af stemmerettigheder vil være, når fuldmagterne ikke længere er gældende.
Stk. 4 Når pligten til at give meddelelse påhviler mere end én aktionær eller fysisk eller juridisk person, kan der gives meddelelse ved hjælp af en enkelt fælles meddelelse, såfremt betingelserne i § 15 er opfyldt. Brugen af en enkelt fælles meddelelse fritager imidlertid ikke de enkelte aktionærer eller fysiske eller juridiske personer fra deres ansvar i forhold til meddelelsespligten eller indholdet heraf.