Bekendtgørelse om støtte til vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 492 af 22. marts 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1302 af 16. september 2022

Kapitel 3 Ansøgning om støtte
§ 4

Ansøgning om støtte indgives af ansøger jf. § 3, nr. 1.

Stk. 2 I tilfælde af, at et projekt involverer flere parter, skal disse parter gå sammen i en fælles ansøgning, hvori der angives en hovedansøger, der formelt indgiver ansøgningen og som er projektets kontaktperson. Alle parter vil have status af ansøger.

§ 5

Ansøgning om støtte skal foretages digitalt på Erhvervsstyrelsens hjemmeside inden for frister, som fastsættes af styrelsen i forbindelse med gennemførelsen af ansøgningsrunden.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen vil, efter nærmere anvisning, kunne forlange, at tilsagnsskrivelser, perioderapporter, redegørelser, regnskabsmateriale, slutrapport, afsluttende regnskab og evalueringsoplysninger mv. sendes digitalt til Erhvervsstyrelsen.

§ 6

Ansøgningen skal indeholde:

  • 1) Oplysninger om ansøger og projekt- og regnskabsansvarlige personer.

  • 2) En beskrivelse af projektets formål, indhold og tidsplan.

  • 3) Projektets budget.

  • 4) Oplysninger, som er nødvendige for at vurdere projektet i forhold til EU’s statsstøtteregler, jf. § 1, stk. 2.

  • 5) Oplysninger om størrelsen på eventuel anden finansiering, herunder anden offentlig finansiering og/eller EU-finansiering, som indgår i projektet, og hvorfra denne stammer.

  • 6) Sandsynliggørelse af, at projektet har den nødvendige soliditet og likviditet til at løfte projektet samt kan rejse den nødvendige medfinansiering.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med de enkelte ansøgningsrunder fastsætte yderligere krav til, hvad ansøgningen skal indeholde.

§ 7

Erhvervsstyrelsen kan administrativt afvise ufuldstændige ansøgninger eller ansøgninger, hvor de gældende krav og formalia ikke er opfyldt, samt ansøgninger, der falder uden for rammerne af den enkelte ansøgningsrunde.

Udvælgelse af projekter
§ 8

Erhvervsstyrelsen udvælger på baggrund af ansøgningsrunder hvilke projekter, der skal indgå som de danske projekter i en statsstøtteanmeldelse om etablering af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse, jf. § 1, stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan i den forbindelse foretage en høring af relevante myndigheder.

Stk. 2 Ved udvælgelse af projekter foretages en samlet vurdering af ansøgningerne på baggrund af, hvordan de som delprojekter i et integreret fælleseuropæisk projekt kan bidrage til at opfylde kriterierne for vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse i henhold til kriterier for støtteberettigelse, afsnit 3, i Europa-Kommissionens meddelelse nr. 2021/C 528/02 om kriterier for analysen af, hvorvidt statsstøtte til fremme af gennemførelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse er forenelig med det indre marked.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med gennemførelsen af en ansøgningsrunde på forhånd fastsætte nærmere kriterier for udvælgelse og støtteberettigelse, der supplerer § 8, stk. 2. De nærmere kriterier kan blandt andet vedrøre:

  • 1) Nærmere prioriteter indenfor det pågældende område.

  • 2) Projektets økonomi, herunder grænser for minimum og maksimum beløb.

  • 3) Projektets soliditet, herunder krav til projektets organisatoriske, finansielle og kompetencemæssige forhold.

§ 9

Erhvervsstyrelsen meddeler ansøgere om deres projekt er blevet udvalgt eller fravalgt til at indgå i en statsstøtteanmeldelse. Udvælgelse kan ledsages af særlige vilkår.

Stk. 2 Vurderer Erhvervsstyrelsen, at ingen ansøgninger i tilstrækkelig grad lever op til kriterierne jf. § 8, stk. 2 og 3, kan Erhvervsstyrelsen afgøre, at der ikke udvælges projekter til at indgå i en statsstøtteanmeldelse på baggrund af den pågældende ansøgningsrunde.

§ 10

Gennemførelsen af statsstøtteanmeldelsen er betinget af øvrige medlemsstaters involvering og sammenhængen mellem medlemsstaternes respektive projekter i henhold til punkt 16 i Europa-Kommissionens meddelelse nr. 2021/C 528/02 om kriterier for analysen af, hvorvidt statsstøtte til fremme af gennemførelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse er forenelig med det indre marked.