Kapitel 1 Erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig personbefordring
Ved erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og offentlig servicetrafik) forstås kørsel i et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af højst 9 personer føreren medregnet
-
1) med personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføre, jf. dog stk. 5,
-
2) som udføres mod vederlag, idet godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger, f.eks. udgifter til benzin eller olie, ikke anses som vederlag, eller
-
3) som udgør den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål.
Stk. 2 Ved limousinekørsel forstås kørsel som nævnt i stk. 1, der udføres som repræsentationskørsel, bryllupskørsel og lignende kørsel i køretøjer med særlig indretning, udstyr og lignende.
Stk. 3 Ved sygetransport forstås befordring af personer henvist til sundhedsfaglig behandling og personer, der på grund af sygdom eller handicap er afskåret fra eller kun med besvær kan benytte almindelige befordringsmidler, herunder taxi, samt hastende befordring af blod- og organdonorer i forbindelse med sygdoms- og ulykkestilfælde. Ambulancekørsel er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
Stk. 4 Ved offentlig servicetrafik forstås kørsel i forbindelse med kontrakt med et trafikselskab om almindelig rutekørsel.
Stk. 5 Samkørselsarrangementer og kørsel ved benyttelse af køretøjer tilknyttet delebilsordninger anses ikke som erhvervsmæssig personbefordring, jf. stk. 1, såfremt der alene ydes godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger.
Stk. 6 Kørsel, som en hjælper udfører for borgeren som led i borgerstyret personlig assistance efter § 96 i lov om social service eller andre ordninger efter denne lov eller øvrig lovgivning, hvor der indgår hjælp til færden uden for hjemmet, anses ikke som erhvervsmæssig personbefordring, jf. stk. 1.