Ansøgeren skal ved ansøgning om en tilladelse dokumentere at have egne kontante midler eller andre værdier på i alt mindst 50.000 kr. Ved ansøgning om yderligere tilladelser forhøjes beløbet med 25.000 kr. for hver ekstra tilladelse.
Stk. 2 Der kan i stedet stilles en sikkerhed med et nærmere af den tilladelsesudstedende myndighed fastsat beløb og indhold af et forsikringsselskab eller pengeinstitut. Sikkerheden skal beløbsmæssigt modsvare de i stk. 1 fastsatte krav til egenkapital.
Stk. 3 Ansøgning kan afslås, såfremt ansøgeren har betydelig forfalden gæld til det offentlige. Herved forstås gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.
Stk. 4 Den tilladelsesudstedende myndighed kan kræve, at der fremlægges oplysninger fra offentlige myndigheder til brug ved bedømmelsen af ansøgerens økonomiske forhold.