Bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn og unge med handicap eller langvarig sygdom Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1603 af 12. december 2023

Kapitel 4 Det samlede ATP-bidrag
§ 19

Kommunalbestyrelsen skal indbetale bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension for personer, der er fyldt 16 år, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Kommunalbestyrelsen skal ligeledes indbetale ATP-bidrag for de pågældende personer, når de modtager den særlige supplerende ydelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal betale det bidrag, der er fastsat efter § 15 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Størrelsen af det ATP-bidrag, kommunalbestyrelsen skal betale, afhænger af det antal timer, som den pågældende person modtager hjælp for i den enkelte udbetalingsperiode.

ATP-medlemmets del af ATP-bidraget
§ 20

Borgeren betaler 1/3 af det samlede ATP-bidrag efter § 19.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal tilbageholde ydelsesmodtagerens andel af ATP-bidraget ved udbetaling af den ydelse, der ligger til grund for beregning af ATP-bidraget.

Kommunens del af ATP-bidraget
§ 21

Kommunalbestyrelsen betaler 2/3 af det samlede ATP-bidrag efter § 19.

Stk. 2 Staten skal refundere 50 pct. af kommunalbestyrelsens del af ATP-bidraget ved udbetaling af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Kommunalbestyrelsen skal endeligt afholde kommunens del af ATP-bidraget i forbindelse med udbetaling af hjælpen.

Kommunalbestyrelsens indbetaling og indberetning af ATP
§ 22

Det samlede ATP-bidrag opgøres kvartalsvis af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan vælge at betale bidraget via eget lønsystem eller et lønservicebureau. Ved begge betalingsmuligheder skal anvendes den af Arbejdsmarkedets Tillægspensions anviste betalingskanal. Dette kan være Informationsservice, Letløn eller en tilsvarende betalingsløsning. Hvis der ikke betales via en af de nævnte muligheder, bliver beløbet opkrævet via Digital Post. Opkrævningen sendes af Arbejdsmarkedets Tillægspension. Indbetalingen skal ske under et særskilt SE-nummer.

Stk. 2 Bidraget efter § 19 forfalder til betaling den 1. juli (for 1. kvartal), 1. oktober (for 2. kvartal), 1. januar (for 3. kvartal) og 1. april (for 4. kvartal). Kommunalbestyrelsen skal betale det samlede bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Indbetalingen skal ske under det SE-nummer, der anvendes til udbetaling af ydelserne.

Stk. 3 Såfremt bidragene forfalder til betaling på en banklukkedag, anses forfald for den førstkommende bankdag.

§ 23

Kommunalbestyrelsen skal en gang månedligt under det SE-nummer, som er nævnt i § 22, stk. 2, 3. pkt., indberette det samlede ATP-bidrag, der er indbetalt for hver enkelt ydelsesmodtager, til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Indberetningen sker til indkomstregisteret efter § 3, stk. 1, nr. 7, i lov om et indkomstregister.

Tilbagebetaling af ATP-bidrag
§ 24

Hvis en ydelsesmodtager skal tilbagebetale en ydelse, der er nævnt i denne bekendtgørelse, skal indbetalte ATP-bidrag af denne ydelse overføres fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til kommunen.