Forpligtelsen til at anvende det landsdækkende radiokommunikationsnet indebærer, at de tilslutningspligtige skal anvende nettets infrastruktur samt de typer terminaler, det basiskontrolrumssoftware og de applikationer, som specifikt udpeges af den myndighed, der er ansvarlig for aftalerne med leverandørerne, jf. stk. 2.
Stk. 2 Økonomistyrelsen har på vegne af staten, regionerne og kommunerne indgået aftaler med leverandørerne. Fra det tidspunkt hvor radiokommunikationsnettet er godkendt i pilotområdet, varetages ansvaret for aftalerne med leverandørerne af Rigspolitiet.
Stk. 3 Adgang til det landsdækkende radiokommunikationsnet kan i særlige tilfælde og efter aftale med den myndighed, der er ansvarlig for aftalerne med leverandørerne, jf. stk. 2, etableres gennem gatewayssystemer, som specifikt udpeges af myndigheden.
Stk. 4 De tilslutningspligtige kan dog anvende supplerende kommunikationssystemer, hvor det landsdækkende radiokommunikationsnet af tekniske eller andre årsager ikke er i stand til at løse den pågældende opgave. Sådanne supplerende systemer skal tjene et selvstændigt behov og må ikke hindre, besværliggøre eller på anden måde forringe de tilslutningspligtiges radiokommunikation inden for egen sektor og mellem flere sektorer via det landsdækkende radiokommunikationsnet.