Kapitel 5 Proviantering
Skibe og luftfartøjer kan efter bestemmelserne i dette kapitel provianteres med varer, der er fritaget for told og afgifter, samt varer, for hvilke der kræves godtgørelse af told og afgifter.
Stk. 2 Ved proviantering med told- og afgiftsfri varer forstås proviantering med:
-
1) Uberigtigede varer.
-
2) Varer fra provianteringsvirksomheder.
-
3) Varer, for hvilke der kræves godtgørelse af eller fritagelse for told og afgifter.
Stk. 3 Proviantering af skibe og luftfartøjer, hvis bestemmelsessted er et anløbssted eller en lufthavn inden for EU, kan endvidere ske med ikke-beskattede punktafgiftspligtige varer, med henblik på salg i beskattet stand om bord. Det er en forudsætning herfor, at skibet eller luftfartøjet særskilt har bevilling til at modtage punktafgiftspligtige varer.
Stk. 4 Bevilling til proviantering skal indhentes, forinden provianteringen påbegyndes. Provianteringsbevilling meddeles af Skatteforvaltningen efter ansøgning enten som stående bevillinger eller i hvert enkelt tilfælde.
Skibe kan provianteres med told- og afgiftsfri varer til brug om bord og til salg til passagerer, når skibets endelige bestemmelsessted er et anløbssted i et tredjeland.
Stk. 2 Skibe, hvis endelige bestemmelsessted er et anløbssted inden for EU’s toldområde, men uden for det danske toldområde, kan kun provianteres med told- og afgiftsfri varer til forbrug om bord samt med ikke-beskattede punktafgiftspligtige varer med henblik på salg i beskattet stand om bord, jf. § 80, stk. 3. Varer til forbrug omfatter kun varer, der kan forbruges om bord.
Stk. 3 Fiskerfartøjer, der afgår på fiskeri af mindst 5 døgns varighed uden for det danske toldområde, kan provianteres med told- og afgiftsfri varer til brug om bord, jf. § 82, stk. 7.
Stk. 4 Fiskerfartøjer, der deltager i fiskeri på Flensborg Fjord, og lystfartøjer kan ikke provianteres med told- og afgiftsfri varer.
Stk. 5 Skatteforvaltningen kan nægte proviantering af passagerfartøjer med told- og afgiftsfri varer, når hovedformålet med ruten eller den enkelte færgetur ikke er at opretholde trafik i sædvanlig forstand.
Proviantering af skibe kan ske med passende mængder fastsat efter Skatteforvaltningens skøn under hensyn til beholdningerne om bord, rejsens varighed samt antallet af besætningsmedlemmer og passagerer. Proviantering med told- og afgiftsfri spiritus, vin, tobaksvarer og cigaretpapir kan med de i stk. 2-8 nævnte særlige begrænsninger højst ske med følgende mængder pr. besætningsmedlem eller passager pr. døgn efter rejsens anslåede varighed: 1/4 liter spiritus eller, hvis ethanolindholdet er over 60 pct. vol., 1/8 liter, 1/4 liter vin samt 40 g tobaksvarer og 1 stk. cigaretpapir for hvert gram fintskåret tobak.
Stk. 2 For proviantering til brug om bord og til salg til passagerer på passagerfartøjer i trafik mellem havne i Danmark og Norge gælder den mellem regeringen i Finland og toldadministrationerne i Danmark, Norge og Sverige indgåede overenskomst, jf. bekendtgørelse af protokol af 9. april 1985 om ændring af overenskomsten af 1968 om proviantering af passagerfartøjer i trafik mellem havne i Danmark, Finland, Norge og Sverige.
Stk. 3 For proviantering til forbrug om bord samt til salg til passagerer om bord på passagerfartøjer, hvis bestemmelsessted er et anløbssted i et tredjeland, og som ikke er omfattet af stk. 2, fastsættes provianteringens omfang for hver enkelt rute under hensyn til beholdningerne om bord, rejsens varighed og antallet af passagerer.
Stk. 4 For proviantering til forbrug om bord på skibe, hvis bestemmelsessted er et anløbssted inden for EU’s toldområde, men uden for det danske toldområde, fastsættes provianteringens omfang for hver enkelt rute under hensyn til beholdningerne om bord, rejsens varighed og antallet af passagerer, og på følgende vilkår:
-
1) Spiritus, tobaksvarer samt chokolade- og sukkervarer må kun sælges til forbrug om bord i skibets restaurant, cafeteria og lign.
-
2) På rejser, hvis varighed overstiger 4 timer, kan der sælges 20 cigaretter eller 10 cigarillos eller 5 cigarer eller 25 g røgtobak pr. passager, på rejser, hvis varighed er mellem 2 og 4 timer, kan der sælges 10 cigaretter eller 5 cigarillos pr. passager, og på rejser, hvis varighed er under 2 timer, kan der ikke sælges tobaksvarer til forbrug om bord.
-
3) Salg af chokolade og sukkervarer m.v. kan kun finde sted i mindre pakninger.
Stk. 5 Skibe på 100 tons brutto og derunder må uanset rejsens varighed højst provianteres med 1½ liter spiritus pr. person eller, hvis ethanolindholdet er over 60 pct. vol., 3/4 liter pr. person.
Stk. 6 Skibe, som udelukkende skal anløbe havne i Estland, Finland, Letland, Litauen, Norge, Polen, Sverige eller Østersøhavnene i Rusland og Tyskland, må højst provianteres med 3/4 liter spiritus pr. besætningsmedlem pr. uge eller, hvis ethanolindholdet er over 60 pct. vol., 3/8 liter pr. besætningsmedlem pr. uge.
Stk. 7 Fiskerfartøjer, der afgår på fiskeri af mindst 5 døgns varighed uden for det danske toldområde, kan højst provianteres med følgende mængder told- og afgiftsfri varer pr. person pr. periode af 5 døgn: 200 cigaretter eller tilsvarende kvantum andre tobaksvarer, 3/4 kg kaffe, 1/4 kg chokolade og 15 liter mineralvand samt andre punktafgiftsfrie fødevarer i passende mængder efter Skatteforvaltningens skøn. Udenlandske samt grønlandske og færøske fiskerfartøjer, som afgår på fiskeri i fjerne farvande (ud for Grønland og New Foundland m.v.), kan dog provianteres i det danske toldområde efter reglerne i stk. 1.
Stk. 8 For proviantering af følgende fartøjer kan fastsættes særlige bestemmelser: danske orlogsfartøjer og fartøjer tilhørende Søfartsstyrelsen, Danpilot – Lodseriet Danmark, Forsvaret, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Geodatastyrelsen samt stenfiskerfartøjer, sandpumpere, slæbebåde, bjergningsfartøjer og kabelskibe.
Luftfartøjer kan provianteres med told- og afgiftsfri varer til brug om bord og til salg til passagerer og besætningsmedlemmer, når luftfartøjets endelige bestemmelsessted er en lufthavn i et tredjeland.
Stk. 2 Luftfartøjer, hvis endelige bestemmelsessted er en lufthavn inden for EU’s toldområde, men uden for det danske toldområde, kan kun provianteres med told- og afgiftsfri varer til forbrug om bord. Salg af varer til forbrug om bord sker i overensstemmelse med reglerne i § 82, stk. 4. Der kan endvidere provianteres med ikke-beskattede punktafgiftspligtige varer med henblik på salg i beskattet stand om bord, jf. § 80, stk. 3. Varer til forbrug omfatter kun varer, der kan forbruges om bord.
Stk. 3 Stk. 1 og 2 gælder ikke for rute-, charter- og taxiluftfartøjer, hvis højst tilladte startvægt er under 5.700 kg, eller hvis luftfartøjet er indrettet til befordring af mindre end 10 personer.
Stk. 4 Militærluftfartøjer og andre mindre luftfartøjer end de i stk. 3 nævnte luftfartøjer kan ikke provianteres med told- og afgiftsfri varer.
Proviantering af luftfartøjer kan ske med passende mængder fastsat efter Skatteforvaltningens skøn under hensyn til beholdningerne om bord, rejsens varighed samt antallet af besætningsmedlemmer og passagerer.
Skatteforvaltningen fastsætter de nærmere vilkår for proviantering af skibe og luftfartøjer og kan herunder bl.a. bestemme, at told- og afgiftsfri proviant skal opbevares i særlige rum eller under særligt lukke, at salg af told- og afgiftsfri varer til passagerer skal ske fra dertil indrettede butikker, at der på nærmere angiven måde skal føres lagerregnskab over told- og afgiftsfri varer, og at der skal føres kontrol med passagerernes køb af told- og afgiftsfri varer.
Stk. 2 Skatteforvaltningen kan nægte eller tilbagekalde provianteringstilladelser, såfremt ejeren eller føreren af et skib eller et luftfartøj eller personer beskæftiget i et skib eller et luftfartøj har tilsidesat eller tilsidesætter provianteringsvilkårene.
Føreren eller ejeren af de i §§ 81 og 83 nævnte skibe og luftfartøjer hæfter for told og afgifter af varer, der er provianteret i told- og afgiftsfri stand, og som ikke forefindes ved Skatteforvaltningens eftersyn, såfremt:
-
1) varerne ikke godtgøres at være fraført i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel, eller
-
2) varerne ikke på en efter Skatteforvaltningens skøn betryggende måde godtgøres at være forgået under opbevaring i særlige rum eller under særligt lukke af grunde, som kan henføres til varens egen beskaffenhed, eller som følge af et hændeligt uheld eller force majeure.
Stk. 2 Told og afgifter, der omfattes af hæftelsen i stk. 1, ansættes skønsmæssigt af Skatteforvaltningen. Kendes tidspunktet for fraførslen, lægges beskatningselementerne på dette tidspunkt til grund for ansættelsen af told og afgifter. Kendes dette tidspunkt ikke, lægges de beskatningselementer til grund, der var gældende på det tidspunkt, hvor manglen på de provianterede varer konstateredes.
Provianteringen sker på grundlag af en elektronisk proviantangivelse, som indgives på den måde og i det format som Skatteforvaltningen fastsætter.
Stk. 2 Proviantangivelsen skal afgives af skibets eller luftfartøjets fører eller en af denne bemyndiget person og skal indeholde oplysninger om førerens navn og skibets eller luftfartøjets data (art, navn eller nummer, hjemsted), rejsens mål og varighed, antal besætningsmedlemmer og passagerer, leverandørens navn, adresse og virksomhedens CVR-/SE-nummer samt specificerede oplysninger om den ønskede proviant, herunder om den er bestemt til forbrug om bord eller til salg til passagerer m.v.
Stk. 3 Det påhviler den, der har afgivet proviantangivelse, at godtgøre, at betingelserne for den ønskede proviantering er opfyldt.
Stk. 4 Varer til proviantering af skibe og luftfartøjer, der ikke kan fritages for told og importafgifter, jf. § 81, stk. 2, og § 83, stk. 2, skal angives til berigtigelse af told og importafgifter.
Skibets eller luftfartøjets fører eller en dertil bemyndiget skal kvittere for den modtagne proviant.