Bekendtgørelse om tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger i relation til afsnit VII om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne i lov om social service § 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1412 af 5. december 2024

Tilladte tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger
§ 2

Det er tilladt at anvende følgende tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger, såfremt betingelserne i § 124 og § 128 b, stk. 2, eller § 136 e, stk. 1, i lov om social service er opfyldt:

  • 1) Teknologier til monitorering af bevægelse og kropslige reaktioner.

  • 2) Teknologier til lydmonitorering.

  • 3) Teknologier til video- og billedmonitorering, som ikke er omfattet af situationsbestemt kamerakig efter § 128 b, stk. 1, i lov om social service.

  • 4) Teknologier til lokalisering og sporing.

Stk. 2 Velfærdsteknologiske løsninger efter stk. 1 skal anvendes på følgende måde

  • 1) som en reaktiv alarm, hvor teknologien ved afsendelse af notifikation, alarm eller anden oplysning gør personalet bekendt med, at der er opstået en konkret risiko for personskade, jf. § 128 b, stk. 2, eller en situation, hvor det er nødvendigt at sikre personens tryghed, værdighed og omsorg, § 136 e, stk. 1, i lov om social service, eller

  • 2) som et tidsafgrænset digitalt tilsyn, hvor teknologien efter konkret forespørgsel om adgang til teknologiens oplysninger gør personalet bekendt med, om der er opstået en konkret risiko for personskade, jf. § 128 b, stk. 2, eller en situation, hvor det er nødvendigt at sikre personens tryghed, værdighed og omsorg, jf. § 136 e, stk. 1, i lov om social service.