Bekendtgørelse om udarbejdelse af kontrakt og om introduktionsprogrammet efter integrationsloven § 14

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1761 af 30. december 2024

§ 14

Kommunalbestyrelsen skal løbende påse, at udlændingen overholder kontrakten, jf. integrationslovens § 20, stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til at følge op på kontraktens indhold og målsætninger i forhold til den pågældende udlændings aktuelle færdigheder, forudsætninger og behov.

Stk. 2 For udlændinge, der benytter sig af en ret til fravær i medfør af barselsloven, skal opfølgning først finde sted 6 måneder efter barnets fødsel og derefter i forbindelse med den lovlige fraværsperiodes udløb, medmindre der er behov for hyppigere opfølgning.

Stk. 3 Har udlændingen opfyldt målene i kontrakten, skal kommunalbestyrelsen alene følge op på kontrakten, hvis der opstår behov herfor.

Stk. 4 Opfølgningen skal ske ved en individuel samtale, hvor udlændingen møder personligt frem. Dette gælder dog ikke, hvis kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigt at foretage opfølgningen på anden måde, f.eks. telefonisk, digitalt eller ved brev. Kommunalbestyrelsen kan for grupper af udlændinge, hvor helt særlige forhold gør sig gældende, fastsætte retningslinjer for, at der i stedet for afholdelse af en samtale kan være anden form for kontakt, f.eks. for udlændinge der modtager behandling på rehabiliteringscenter eller er indlagt på sygehus.

Stk. 5 Som led i opfølgningen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om udlændingen skal tilmeldes som jobsøgende i jobcenteret.

Stk. 6 For udlændinge, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal kommunalbestyrelsen løbende påse, at udlændingen opfylder betingelserne for at modtage hjælpen.

Stk. 7 Vurderer kommunalbestyrelsen i forbindelse med opfølgningen, at udlændingen ikke er opmærksom på betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, skal kommunalbestyrelsen vejlede udlændingen generelt om betingelserne for meddelelse heraf, herunder at meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er betinget af, at udlændingen har bestået en danskprøve og har opnået ordinær beskæftigelse.

Stk. 8 Det skal fremgå af udlændingens kontrakt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med meddelelse efter integrationslovens § 20, stk. 9, om de mulige konsekvenser af manglende dansktilegnelse har vejledt udlændingen om,

  • 1) at det er vigtigt at tilegne sig det danske sprog for den pågældendes mulighed for at kunne begå sig i det danske samfund,

  • 2) at der er mulighed for at ansøge om danskbonus, hvis udlændingen har bestået en danskprøve, i medfør af § 22, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik,

  • 3) at meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er betinget af, at udlændingen har bestået en danskprøve, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, jf. dog udlændingelovens § 11, stk. 17, og

  • 4) at det blandt andet er en betingelse for meddelelse af dansk indfødsret ved naturalisation, jf. § 6, stk. 1, i lov om dansk indfødsret, at udlændingen har bestået en danskprøve og indfødsretsprøven af 2015, jf. § 24, stk. 1 og 3, i cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation.

Stk. 9 Hvis udlændingen har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, på grundlag af ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed, skal det endvidere fremgå af kontrakten, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med vejledning efter stk. 7 har vejledt udlændingen om, at opholdstilladelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, er betinget af, at udlændingen består en danskprøve på A1-niveau og en danskprøve på A2-niveau eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau senest efter henholdsvis 6 og 9 måneder fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret eller, hvis udlændingen allerede har opholdstilladelse her i landet, fra meddelelsen af opholdstilladelsen efter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1. Det skal også fremgå af kontrakten, at kommunalbestyrelsen har vejledt om, at omprøve kan finde sted indtil 3 måneder efter udløbet af fristen på henholdsvis 6 og 9 måneder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 37 og 38, og § 9 c, stk. 1, 2. pkt. Det skal endvidere fremgå af kontrakten, at kommunalbestyrelsen har vejledt om, at den økonomiske sikkerhed, der er stillet efter udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt., kan nedsættes med henholdsvis 11.400 kr., 7.500 kr., og 7.500 kr., når udlændingen har bestået danskprøven på henholdsvis A1-niveau og A2-niveau, andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau eller en afsluttende prøve i dansk, jf. § 9 i danskuddannelsesloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 37-39.