En virksomhed og kommunalbestyrelsen kan indgå en partnerskabsaftale om rekrutteringsforløb for udlændinge i form af virksomhedspraktik efter integrationslovens § 23 b, jf. integrationslovens § 23 e.
Stk. 2 Inden for rammerne af aftalen kan virksomheden iværksætte vejlednings- og opkvalificeringsforløb efter integrationslovens § 23 a og tilknytte en mentor efter integrationslovens § 23 d.
Stk. 3 Virksomheden kan få tilskud til faktisk afholdte udgifter efter stk. 2 og til faktisk afholdte udgifter til administration. De faktisk afholdte udgifter skal kunne dokumenteres af virksomheden i form af f.eks. en kopi af faktura. Lønudgift til egne ansatte i forbindelse med mentorordning, interne kurser og administration under en partnerskabsaftale skal kunne dokumenteres ved oplysning om anvendt tid og lønudgift.
Stk. 4 Kommunens tilskud, der udbetales som led i en partnerskabsaftale, finansieres efter reglerne i integrationslovens § 45.