Et medlem pålægges karens ved udløbet af hver 4-måneders-periode, jf. dog stk. 3-7 og §§ 37 og 38.
Stk. 2 Den første 4-måneders-periode regnes fra og med den måned, hvor medlemmet bliver indplaceret i en dagpengeperiode, jf. § 55, stk. 1, i loven. Ved udløbet af en 4-måneders-periode begynder en ny 4-måneders-periode, jf. dog stk. 6 og 7.
Stk. 3 4-måneders-perioden forlænges med antallet af kalendermåneder, for hvilke medlemmet for hele eller en del af måneden har modtaget
-
1) sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,
-
2) dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, eller
-
3) støtte efter barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, jf. lov om social service og barnets lov.
Stk. 4 Uanset stk. 3 kan der ikke ske forlængelse med en kalendermåned, hvis medlemmet for hele eller en del af måneden har modtaget dagpenge, bortset fra dagpenge udbetalt efter § 62, stk. 3, i loven.
Stk. 5 4-måneders-perioden forlænges med antallet af kalendermåneder, hvor medlemmet i hele måneden har deltaget i tilbud om en erhvervsuddannelse som led i et uddannelsesløft efter § 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 6 I tilfælde, hvor 4-måneders-perioden forlænges, jf. stk. 3-5, pålægges karens ved udløbet af den forlængede 4-måneders-periode, og en ny 4-måneders-periode begynder ved udløbet af den forlængede 4-måneders-periode.
Stk. 7 Hvis et medlem optjener ret til en ny dagpengeperiode, jf. § 55, stk. 1, i loven, begynder en ny 4-måneders-periode fra og med den måned, hvor medlemmet bliver indplaceret i dagpengeperioden på ny, og der pålægges ikke karens for en eventuel ikke-afsluttet forudgående 4-måneders-periode.