Kapitel 6 Uretmæssig udbetaling af forskud og refusion
Forskud eller refusionsbeløb, der udbetales uretmæssigt, tilskrives en rente pr. påbegyndt måned med 1/12 af den på hævetidspunktet gældende morarente, indtil tilbagebetaling er foretaget. Tilbagebetaling skal ske til styrelsens konto i SKB med særskilt meddelelse til styrelsen. Meddelelsen skal indeholde oplysning om dato og årsag for den uretmæssige udbetaling, samt hvilken ydelsesart den vedrører.
Hvis dagpenge eller efterløn er udbetalt for tidligt, jf. bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge skal a-kassen betale renter af de for tidligt hævede beløb indtil det retmæssige hævetidspunkt, eller indtil tilbagebetaling til staten har fundet sted. Renten er den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5.
Hvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på grund af fejl i a-kassens indberetning af tilbageholdte ATP-bidrag får anvist for store beløb til Arbejdsmarkedets Tillægspension, skal a-kassen betale renter af det for meget anviste fra anvisningstidspunktet, og indtil tilbagebetaling til staten har fundet sted. Renten er den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5.