Kapitel 11 Ændringer af tilladelsen
Tilladelseshaver kan ansøge om Radio- og tv-nævnets forudgående godkendelse af ændringer af den konkrete opfyldelsesmåde af de elementer, som fremgår af ansøgningen, jf. § 22. Tilsvarende gælder for opfyldelsesmåden af minimumskrav til public service-programindholdet, jf. §§ 5-7.
Stk. 2 Ved vurderingen af, om en ansøgning efter stk. 1 kan imødekommes, lægger Radio- og tv-nævnet vægt på
-
1) om danskernes brug af den i ansøgningen beskrevne opfyldelsesmåde efterfølgende er aftaget væsentligt,
-
2) om den påtænkte nye opfyldelsesmåde på anmodningstidspunktet er så udbredt blandt danske medievirksomheder, at den må anses som tidssvarende,
-
3) om den påtænkte nye opfyldelsesmåde på anmodningstidspunktet er så almindeligt tilgængelig for befolkningen, at den må anses som tidssvarende, og
-
4) om formålet med den ønskede deltjeneste på anmodningstidspunktet kan anses som opfyldt mindst lige så godt ved den ændrede opfyldelsesmåde som ved den i ansøgningen beskrevne.
Stk. 3 Tilladelseshaver skal redegøre for de økonomiske konsekvenser for tilladelseshaver og for konsekvenserne for lytterne/brugerne af den påtænkte ændring, idet en eventuel besparelse for tilladelseshaver vil skulle bedømmes i henhold til § 29, stk. 2, nr. 2, og § 48.
Stk. 4 Radio- og tv-nævnet kan ud fra de i stk. 2 anførte kriterier pålægge tilladelseshaver at ændre en konkret opfyldelsesmåde i forhold til det i ansøgningen beskrevne. Nævnet kan anmode tilladelseshaver om at bidrage til oplysning af, hvorvidt kriterierne er opfyldt og til oplysning af de økonomiske konsekvenser for tilladelseshaver og konsekvenserne for lytterne/brugerne, idet en eventuel besparelse vil skulle bedømmes i henhold til § 29, stk. 2, nr. 2, og § 48. Nævnet kan ikke pålægge tilladelseshaver en ændring i opfyldelsesmåde, der samlet set over den resterende tilladelsesperiode vil medføre en væsentlig fordyrelse for tilladelseshaver.
Radio- og tv-nævnet kan efter forudgående ansøgning godkende ændringer, der ikke er omfattet af § 34, herunder ændringer af programindholdet.
Stk. 2 Nævnet kan alene godkende ændringer af elementer som angivet i § 29, stk. 2, hvis disse ikke var væsentlige for nævnets udpegning af vinderen af udbuddet.
Stk. 3 Nævnet kan ved vurderingen af, om en ansøgning om ændring, jf. stk. 1, kan imødekommes, lægge vægt på de i § 34, stk. 2, anførte elementer.
Stk. 4 Tilladelseshaver skal redegøre for de økonomiske konsekvenser for tilladelseshaver og for konsekvenserne for lytterne/brugerne af den påtænkte ændring, idet en evt. besparelse for tilladelseshaver vil skulle bedømmes i henhold til § 29, stk. 2, og § 48.