Følgende stoffer og produkter må ikke gøres tilgængelige for eller indføres, erhverves, besiddes eller anvendes af fysiske og juridiske personer, hvis handlinger ikke knytter sig til vedkommendes erhverv, forretning eller profession:
-
1) Salte af nitrat (NO3-) og kemiske produkter med mere end 90 vægtprocent nitrat.
-
2) Salte af chlorat eller perchlorat (ClO3- eller ClO4-) og kemiske produkter med mere end 40 vægtprocent chlorat eller perchlorat eller blandinger heraf, som ikke er omfattet af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1148 af 20. juni 2019 om markedsføring og anvendelse af udgangsstoffer til eksplosivstoffer m.v. med senere ændringer.
-
3) Pulvere med en partikelstørrelse, der er mindre end 200 µm, af metallisk aluminium, magnesium, zink, titan, zirkonium, jern (Al, Mg, Zn, Ti, Zr, Fe) og blandinger eller legeringer heraf samt kemiske produkter, hvoraf sådant pulver udgør mere end 70 vægtprocent.
-
4) Elementært svovl (S) og kemiske produkter, der indeholder mere end 85 vægtprocent svovl.
-
5) Elementært phosphor (P) og kemiske produkter, der indeholder mere end 50 vægtprocent elementært phosphor.
-
6) Urea-hydrogenperoxid med mere end 90 vægtprocent urea-hydrogenperoxid.
Stk. 2 Forbuddet i stk. 1 gælder ikke pyrotekniske artikler.
Politiet kan ved udstedelse af licens til fysiske personer, der ikke handler som led i deres sædvanlige virksomhed som handlende eller forretningsdrivende eller deres sædvanlige profession, i særlige tilfælde meddele dispensation fra forbuddet i § 1, stk. 1.
Stk. 2 Politiet kan endvidere ved udstedelse af licens til fysiske personer, der ikke handler som led i deres sædvanlige virksomhed som handlende eller forretningsdrivende eller deres sædvanlige profession, i særlige tilfælde meddele dispensation fra forbuddet i artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1148 af 20. juni 2019 om markedsføring og anvendelse af udgangsstoffer til eksplosivstoffer.
Stoffer og produkter, der er omfattet af § 1, stk. 1, må kun overdrages eller overlades til fysiske og juridiske personer som nævnt i § 1, stk. 1, hvis de foreviser original dispensation efter § 2, stk. 1, legitimerer sig som dispensationens adressat, og mængden af de i § 1, stk. 1, nævnte stoffer og produkter registreres på dispensationen.
Mistænkelige transaktioner med de i § 1, stk. 1, nævnte stoffer og produkter, som ikke er omfattet af bilag II i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1148 af 20. juni 2019 om markedsføring og anvendelse af udgangsstoffer til eksplosivstoffer m.v. med senere ændringer, samt væsentlige bortkomster og tyverier af sådanne stoffer og produkter skal indberettes i overensstemmelse med reglerne i forordningens artikel 9, stk. 1, 4, 5 og 6, jf. artikel 3, stk. 7.
Stk. 2 Indberetning efter artikel 9, stk. 1, 4, 5 og 6 i den i stk. 1 nævnte forordning vedrørende stoffer og produkter, som er omfattet af § 1, stk. 1, og stoffer, som er omfattet af forordningens bilag I og II, skal ske til landets politikredse.
De i § 1, stk. 1, nævnte stoffer og produkter og de stoffer, som er omfattet af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1148 af 20. juni 2019 om markedsføring og anvendelse af udgangsstoffer til eksplosivstoffer m.v. med senere ændringer, skal opbevares forsvarligt og i et aflåst lokale eller skab, der er utilgængeligt for uvedkommende.
Stk. 2 Nøgler til de i stk. 1 nævnte opbevaringslokaler eller -skabe skal opbevares forsvarligt og utilgængeligt for uvedkommende.
Overtrædelse af § 1, stk. 1, straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år.
Stk. 2 Overtrædelse af § 3, § 4, stk. 1, og § 5 straffes med bøde.
Stk. 3 Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.