Bekendtgørelse om udøvelse af erhverv som fagligt ansvarlig inden for elinstallationsområdet på baggrund af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer § 17

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1391 af 30. november 2018

§ 17

Sikkerhedsstyrelsen kan kræve, at en ansøger, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer som fagligt ansvarlig inden for elinstallationsområdet ønskes anerkendt på baggrund af de i § 16 nævnte forhold, som betingelse for at opnå godkendelse som fagligt ansvarlig i Danmark enten gennemgår en prøvetid på op til 3 år eller består en egnethedsprøve, som anført i § 6, stk. 2 og 4-5, efter eget valg, jf. dog stk. 2 og 4.

Stk. 2 Stk. 1 anvendes under overholdelse af proportionalitetsprincippet.

Stk. 3 Der kan kun kræves prøvetid eller egnethedsprøve hvis

  • 1) den uddannelse, ansøgeren har fået, omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det uddannelsesbevis, som kræves i Danmark, eller

  • 2) erhvervet som fagligt ansvarlig inden for elinstallationsområdet i Danmark omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, som ikke forekommer i det tilsvarende erhverv i ansøgerens hjemland, og dermed ikke kan anses for sammenlignelig virksomhed, og hvis forskellen er karakteriseret ved en særlig uddannelse, som kræves i Danmark, og som omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det af ansøgeren fremlagte kursus- eller uddannelsesbevis.

Stk. 4 Sikkerhedsstyrelsen skal forud for beslutning om egnethedsprøve kontrollere, om anmelderen over for Sikkerhedsstyrelsen kan bevise, at vedkommende gennem den relevante erhvervserfaring eller livslang læring, som er formelt attesteret af et relevant organ, har erhvervet den manglende viden og kompetence. Kontrollen udføres ikke, hvis anmelderen opfylder kravene som angivet i § 15.

Stk. 5 Sikkerhedsstyrelsen sikrer, at ansøgeren har mulighed for at aflægge egnethedsprøven senest 6 måneder efter afgørelsen om at underlægge ansøgeren en egnethedsprøve.