Kapitel 4 Erstatning
Erstatning for motorkøretøjer, der er udskrevet til eje, ydes med udgangspunkt i genanskaffelsesværdien.
Stk. 2 Erstatningens størrelse fastsættes efter principperne i § 37 i Forsikringsaftaleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986.
Stk. 3 Erstatningsværdien fastsættes af den modtagende myndighed i forbindelse med udskrivningen.
Stk. 4 Ved udskrivningen skal ejeren fremkomme med skøn over eller dokumentation for motorkøretøjets genanskaffelsesværdi.
Erstatning for luftfartøjer, der er udskrevet til eje, fastsættes med udgangspunkt i luftfartøjets kaskoforsikringsværdi.
Stk. 2 Ved udskrivningen skal ejeren oplyse luftfartøjets kaskoforsikringsværdi.
Erstatning for flydende materiel, der er udskrevet til eje, fastsættes med udgangspunkt i betingelserne for krigsforsikring for danske skibe.
Stk. 2 Ved udskrivningen skal ejeren oplyse det flydende materiels krigsforsikringsværdi.
Ved udskrivning til eje skal ejeren til den modtagende myndighed give oplysning om eventuelt pant i eller andre trediemandsrettigheder over befordingsmidlet.
Erstatninger efter §§ 7-9 udbetales i umiddelbar forbindelse med udskrivning af befordringsmidlet til eje.
Stk. 2 Erstatning udbetales af den modtagende myndighed normalt til den, der i respektive registre over befordringsmidler er opført som ejer.
Stk. 3 Er der pant i befordringsmidlet, og er fornøden sikringsakt iagttaget, fyldestgøres panthaveren af den modtagende myndighed.
Stk. 4 Er der usikkerhed om, hvorvidt der er pant i det udskrevne befordringsmiddel, om pantets størrelse, panthavers identitet o.lign., kan den modtagende myndighed helt eller delvist deponere den beregnede erstatning efter reglerne i lov nr. 29 af 16. februar 1932 om skyldners ret til at frigøre sig ved deponering.
Erstatning for befordringsmidler, der er udskrevet til brug, ydes for afsavn og slid.
Stk. 2 Erstatning for afsavn fastsættes skønsmæssigt af den modtagende myndighed.
Stk. 3 Erstatning for slid på motorkøretøjer ydes med udgangspunkt i en kilometertakst, der fastsættes af Forsvarsministeren.
Stk. 4 Erstatning for slid på luftfartøjer og flydende materiel fastsættes skønsmæssigt af den modtagende myndighed.
Stk. 5 Erstatning efter stk. 2.-4., herunder en eventuel forrentning af erstatningskravet, udbetales normalt ved tilbagelevering af befordringsmidlet. Der kan dog på begæring ved udskrivning udbetales et skønsmæssigt ansat beløb i forskud.
Stk. 6 Såfremt der fremsættes skriftlig begæring herom, kan der a conto for hver 2 måneders brug af det udskrevne befordringsmiddel udbetales et skønsmæssigt ansat beløb for afsavn og slid.
Stk. 7 Såfremt befordringsmidlet efter anvendelse leveres tilbage i beskadiget stand, ydes der yderligere erstatning for værdiforringelsen. Bliver befordringsmidlet totalskadet, ydes erstatning efter §§ 7-9 med fradrag af eventuel allerede ydet erstatning for slid.
Såfremt der ved udskrivning af et befordringsmiddel til eje eller brug sker indgriben i trediemands brugsret (leasing, leje eller lignende) kan erstatning ydes, såfremt denne kan dokumentere et tab.
Opnås ikke enighed om erstatningens størrelse kan spørgsmålet indbringes for et nævn, nedsat af Forsvarsministeren.
Stk. 2 Nævnet nedsættes, når udskrivning af befordringsmidler påbegyndes.
Stk. 3 Nævnets formand og medlemmer samt supplanter skal være udnævnt i fredstid.
Stk. 4 Nævnet kan med Forsvarsministerens godkendelse antage sekretærhjælp.
Stk. 5 Til nævnets medlemmer og eventuel sekretærhjælp ydes vederlag som til medlemmer mv. af taksations- og overtaksationskommissioner, der er nedsat i medfør af lov om offentlige veje. Vederlaget afholdes ligeligt fordelt mellem Forsvarsministeriet og Indenrigsministeriet.