Bekendtgørelse om udstationeringsvilkår ved udførelse af cabotagekørsel, den indledende eller afsluttende vejstrækning af kombineret transport og ikke-bilateral international transport § 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 216 af 1. marts 2024

§ 3

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse, når virksomheder i forbindelse med en bilateral godstransport foretager én på- og/eller aflæsningsaktivitet i de medlemsstater eller tredjelande, som føreren krydser. Det er en forudsætning, at føreren er begrænset til enten én på- og/eller aflæsningsaktivitet mellem to forskellige medlemsstater eller en medlemsstat og et tredjeland.

Stk. 2 Førere omfattet af stk. 1, skal efter anmodning fremvise beviset på den relevante bilaterale internationale transport, såsom et elektronisk fragtbrev (e-CMR) eller dokumentation, jf. artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel, til politiet eller Færdselsstyrelsen i forbindelse med kontrol på vejene.

Stk. 3 Hvor en bilateral godstransport, der påbegyndes fra etableringsmedlemsstaten, og hvor der ikke blev udført nogen supplerende aktivitet, følges af en bilateral godstransport til etableringsmedlemsstaten, finder undtagelsen i stk. 1 anvendelse for højst to supplerende på- og/eller aflæsningsaktiviteter.

Stk. 4 Stk. 1 finder udelukkende anvendelse for førere af køretøjer, der er påmonteret intelligente takografer, som overholder kravet om automatisk registrering af grænsepassager og supplerende aktiviteter, der er nævnt i artikel 8, stk. 1, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4. februar 2014 om takografer inden for vejtransport, om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 om kontrolapparatet inden for vejtransport og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85.