Bekendtgørelse om udstationeringsvilkår ved udførelse af cabotagekørsel, den indledende eller afsluttende vejstrækning af kombineret transport og ikke-bilateral international transport § 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 216 af 1. marts 2024

Anmeldelsespligt
§ 8

En virksomhed skal senest ved udstationeringens begyndelse indsende en udstationeringserklæring til Færdselsstyrelsen ved hjælp af en flersproget standardformular i den offentlige brugerflade, der er forbundet til informationssystemet for det indre marked, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1024/2012 af 25. oktober 2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked og om ophævelse af Kommissionens beslutning 2008/49/EF (»IMI-forordningen«).

Stk. 2 Udstationeringserklæringen, der er nævnt i stk. 1, skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Virksomhedens identitet, herunder nummeret på fællesskabstilladelsen, hvis dette nummer foreligger.

  • 2) Kontaktoplysninger på transportlederen eller andre kontaktpersoner i virksomheden, som Færdselsstyrelsen kan kontakte, og som kan fremsende og modtage dokumenter eller meddelelser.

  • 3) Førerens identitet og bopælsadresse og nummeret på dennes kørekort.

  • 4) Startdatoen for førerens ansættelseskontrakt og den ret, der finder anvendelse på den.

  • 5) Udstationeringens planlagte start- og slutdato.

  • 6) Nummerpladerne på motorkøretøjerne.

  • 7) Om de udførte transporttjenester er befordring af gods, befordring af passagerer, international transport eller cabotagekørsel.

Stk. 3 Virksomheden skal via den offentlige brugerflade, der er forbundet til informationssystemet for det indre marked, sørge for, at oplysningerne nævnt i stk. 2, nr. 1-7, er ajourførte.