Denne bekendtgørelse finder anvendelse ved værdiansættelse af pant og lån i skibe, jf. artikel 129, stk. 1, litra g, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013 af 26. juni 2013 (CRR) samt byggelån til brug for finansiering af ny- eller ombygning af skibe, som ydes uden pant i skib, som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer.
Stk. 2 For at skibe, jf. stk. 1, kan stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer skal de være:
-
1) Godkendt af Søfartsstyrelsen eller være klassificeret af et anerkendt klassifikationsselskab, som er medlem af International Association of Classification Societies og anerkendt af Europa-Kommissionen, jf. Kommissionens beslutning 2007/421/EF om ophævelse af beslutning 96/587/EF om offentliggørelse af en liste over godkendte organisationer, som medlemsstaterne har anmeldt i henhold til Rådets direktiv 94/57/EF. Såfremt et skib mister sin klassifikation eller godkendelse af Søfartsstyrelsen, kan det ikke stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer.
-
2) Registreret i Dansk Skibsregister, Dansk Internationalt Skibsregister eller i et andet internationalt anerkendt skibsregister, der frembyder tilsvarende sikkerhed.