Drikkevandsbekendtgørelsen Kapitel 8

Denne konsoliderede version af drikkevandsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2025

Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg

Bekendtgørelse nr. 940 af 22. juli 2024

Kapitel 8 Kontrol med vandforbruget og vandstanden
Registrering af indvundne vandmængder
§ 26

Vandforsyninger skal, for så vidt angår vandforsyningsanlæg, som efter deres art ville kræve indvindingstilladelse efter vandforsyningslovens § 20, registrere de vandmængder, som indvindes fra anlægget, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 For ikkealmene anlæg, som efter deres art ville kræve tilladelse efter vandforsyningslovens § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse om, i hvilket omfang der skal føres kontrol med den indvundne vandmængde.

§ 27

Måling af indvindingsmængden skal ske med en måleanordning, hvis karakter til enhver tid kan bestemmes af tilsynsmyndigheden.

§ 28

Vandforsyningen skal registrere dato for hver opgørelse af indvindingen og den vandmængde, der er indvundet siden sidste registrering. Registreringen skal ske for:

  • 1) Anlæg med en årlig tilladt indvinding på under 100.000 m³ vand, ved begyndelsen af hvert år.

  • 2) Anlæg med en årlig tilladt indvinding mellem 100.000-350.000 m³ vand, ved begyndelsen af hvert kvartal.

  • 3) Anlæg med en årlig tilladt indvinding på over 350.000 m³ vand, ved begyndelsen af hver måned.

Stk. 2 Registreringen skal opbevares i mindst 10 år og på anmodning forevises myndighederne.

§ 29

Vandforsyningen skal sende indberetning til tilsynsmyndigheden om anlæggets årsindvinding, opgjort for perioden den 1. januar til den 31. december. Indberetningen skal ske inden den 1. februar det følgende år. Er måleranordningen udskiftet i årets løb, skal dette fremgå af indberetningen.

Stk. 2 Tilsynsmyndigheden vurderer de indberettede oplysninger, herunder størrelsen af de indvundne vandmængder. Tilsynsmyndigheden skal derefter inden den 1. april registrere indberetningerne i Jupiter.

Stk. 3 Almene vandforsyningsanlæg, som modtager vand fra andre anlæg, skal endvidere indberette størrelsen af den distribuerede vandmængde til tilsynsmyndigheden, opgjort for perioden den 1. januar til den 31. december. Almene anlæg, som leverer vand til andre vandforsyninger, skal oplyse om størrelsen af denne leverance.

Pejlinger af vandstanden
§ 30

Vandforsyningen skal måle og registrere grundvandsstanden i anlæggets indvindingsboringer og omkringliggende boringer og brønde i det omfang, det er bestemt i anlæggets indvindingstilladelse. Resultaterne skal opbevares i mindst 10 år. De skal på anmodning forevises myndighederne.

Stk. 2 Resultater efter stk. 1, skal efter anmodning indberettes til Jupiter.