Den overordnede ledelse af den enkelte regionale TV 2-virksomhed varetages af en bestyrelse på 5-7 medlemmer. De fastansatte medarbejdere ved den regionale TV 2-virksomhed vælger 1 medlem samt 1 suppleant herfor, medens de øvrige medlemmer vælges af repræsentantskabet. Bestyrelsen vælger selv sin formand.
Stk. 2 Bestyrelsen skal sammensættes under hensyntagen til medlemmernes personlige og faglige kvalifikationer, således at mediemæssig, kulturel, ledelsesmæssig og erhvervsmæssig indsigt repræsenteres.
Stk. 3 De fastansatte medarbejderes samt repræsentantskabets valg af bestyrelsesmedlemmer kan finde sted ved indirekte valg.
Stk. 4 Medlemmer af eller kandidater til Folketinget, regionsråd, EU-Parlamentet eller kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 5 Bestyrelsen vælges for 4 år. Der kan alene ske umiddelbart genvalg af bestyrelsesmedlemmer én gang. Halvdelen af de bestyrelsesmedlemmer, der vælges af repræsentantskabet, er på valg hvert andet år, jf. dog § 30. Bestyrelsen kan ikke afsættes i valgperioden.
Stk. 6 I tilfælde af udtræden vælges et nyt medlem for den resterende del af valgperioden.
Stk. 7 Hvis der ydes vederlag til bestyrelsesmedlemmer, må vederlaget ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.