Kapitel 7 Kontantomregning af anskaffelses- og afståelsessummer
Anskaffelses- og afståelsessummer omregnes til kontantværdi. Dette sker ved at lægge den kontante del af overdragelsessummen sammen med kursværdien af den resterende del af overdragelsessummen.
Omfatter overdragelsen samtidig fast ejendom, driftsmidler eller goodwill m.v. foretages en fordeling af den kontantomregnede overdragelsessum mellem de nævnte formuegoder. Fordelingen foretages med udgangspunkt i, hvad køber og sælger har aftalt i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde.
Omregning til kontantværdi foretages efter kursværdien på overdragelsestidspunktet (anskaffelses- og afståelsestidspunktet). Den ikke kontante del af anskaffelses- og afståelsessummer omregnes til kursværdi efter reglerne i §§ 15-18, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Hvis det kan dokumenteres eller sandsynliggøres, at et aktiv er overdraget til markedspris for kontant overdragelse, og forrentning og vilkår i øvrigt ikke afviger fra markedsvilkårene for finansiering af den pågældende type aktiver, kan den aftalte pris umiddelbart lægges til grund som kontantværdi.
Lån, der er ydet i form af obligationer, ansættes til kursen.
Stk. 2 Kontantlån, der er optaget i forbindelse med overdragelse af fast ejendom, og som modsvares af obligationer, der er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, ansættes til lånets pålydende. Er kontantlånet ikke optaget i forbindelse med overdragelsen, ansættes kursværdien til kursen for de underliggende obligationer.
Stk. 3 Indekslån ansættes til kursen for de underliggende obligationer gange den på overdragelsestidspunktet gældende indeksfaktor.
Stk. 4 Anslåede realkreditlån, der senere udbetales kontant, ansættes til den kurs, der er gældende den dag, de underliggende obligationer sælges. Anslåede realkreditlån, der senere overføres til låntagerens konto i Værdipapircentralen, ansættes til den kurs, der er gældende den dag, obligationerne overføres.
Stk. 5 Den kurs, der skal anvendes efter reglerne i stk. 1-4, er ”Alle handler Gennemsnitskurs” beregnet af OMX, Københavns Fondsbørs, der er gældende på den dag, hvor overdragelsestidspunktet indtræder, jf. § 14, stk. 1, 1. pkt., henholdsvis den dag, hvor obligationerne sælges, jf. stk. 4. For så vidt angår obligationer, der er optaget til handel på et andet reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, anvendes den seneste kurs, hvortil obligationerne er handlet på den relevante dag. Hvis der ikke er handlet den pågældende dag, anvendes den kurs, hvortil obligationerne senest er handlet i forhold til den relevante dag.
Pantsikrede lån, som ikke er omfattet af § 15, og som forrentes med en fast procentdel af den til enhver tid gældende restgæld, og hvor restgælden nedbringes over en på forhånd fastsat årrække med lige store eller stigende afdrag, kursansættes til handelsværdien. Som vejledning kan anvendes et af SKAT offentliggjort tabelmateriale, idet der dog skal tages hensyn til eventuelle særlige forhold.
Stk. 2 Udlandslån med statslig kurssikring (K- lån) med en fastsat lav rente i en periode, hvorefter restgælden refinansieres ved optagelsen af et obligationslån, kursansættes i den første periode efter reglerne i stk. 1. Ved afståelse af ejendommen efter den fastsatte periode anvendes reglerne i § 15.
Stk. 3 Andre lån, der skal omregnes til kursværdien, ansættes ligeledes efter reglerne i stk. 1.
For lån, der kan indfries til pari, kan der normalt kun anvendes en kurs over 100, når dette tilsiges af lånets forrentning sammenholdt med opsigelsesvarslets længde.
Forpligtelser til at udrede brugs-, rente- og indtægtsnydelser medtages til den kapitaliserede værdi, opgjort efter bekendtgørelse om fastsættelse af værdien af brugs-, rente- eller indtægtsnydelser ved beregning af arveafgift.
Stk. 2 Ved overdragelse af et formuegode, hvorpå der hviler en forpligtelse som nævnt i stk. 1, opgøres kapitalværdien efter ydelsens årlige værdi og kapitaliseringsfaktorerne på overdragelsestidspunktet.