Bekendtgørelse om zoologiske haver m.v. Kapitel 5

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om zoologiske haver m.v. er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1397 af 2. december 2015

Kapitel 5 Formidling og bevaring af dyrearter
§ 17

Den zoologiske have skal formidle kendskabet til havens dyrearter, deres naturlige levesteder og deres bevarelse.

§ 18

Den zoologiske have skal deltage i én eller flere af følgende aktiviteter:

  • 1) Forskning, som bidrager til arternes bevarelse.

  • 2) Uddannelse i færdigheder, som er relevante for bevarelse.

  • 3) Udveksling af oplysninger vedrørende arternes bevarelse.

  • 4) Avl i fangenskab, jf. § 21.

  • 5) Genoprettelse af bestande eller genudsætning af arter i naturen.

§ 19

Den zoologiske have kan anvende de af havens dyr, som det er tilladt for private at holde, jf. bekendtgørelse om forbud mod hold af særlige dyr, til undervisningsbrug uden for den zoologiske have, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Dyrene må ikke komme i kontakt med andre dyr i forbindelse med udførslen.

  • 2) Når dyrene opholder sig i den zoologiske have, skal de holdes adskilt fra havens øvrige dyr.

  • 3) Dyrene skal transporteres i egnede transportkasser, og opholde sig i de medbragte kasser, når de ikke vises frem.

  • 4) Der skal føres optegnelser over dyr, der har været udført til undervisningsbrug med angivelse af dyreart, tilførselssted, dato og antal.

Registrering af dyrebestanden
§ 20

Den zoologiske have skal have et ajourført register over havens dyrebestand.

Stk. 2 En gang årligt skal den zoologiske have udarbejde en status over dyrebestanden, der omfatter oplysningerne i stk. 1. Den zoologiske have skal videregive disse oplysninger til International Species Information System (ISIS).

Avlsprogrammer
§ 21

Den zoologiske have skal stille de registrerede oplysninger om dyrebestanden, jf. § 20, vederlagsfrit til rådighed for European Association of Zoos and Aquaria (EAZA), hvis der eksisterer avlsprogrammer for havens dyr.

Stk. 2 Den zoologiske have er efter henstilling fra sådanne avlsprogrammer forpligtet til at lade sine dyr indgå i avlsarbejdet.

Fodring
§ 22

Den zoologiske haves dyr må kun fodres under kontrollerede forhold. Der skal for hver dyreart udarbejdes foderplaner, der tager hensyn til de enkelte dyrearter og dyrekategoriers egenskaber og behov.

Stk. 2 Den zoologiske have skal sørge for, at foderplanerne er tilgængelige, hvor dyrets foder tilberedes.

Flytning af dyr indenfor den zoologiske have
§ 23

Flytning af dyr indenfor den zoologiske have fra et godkendt dyreanlæg må kun finde sted til dyreanlæg, der er tilsvarende egnet til formålet, jf. §§ 11-13.

Undslupne dyr
§ 24

Den zoologiske have skal have udfærdiget overordnede procedurer for indfangning af undslupne dyr.

Stk. 2 Den zoologiske have skal orientere Fødevarestyrelsen om undslupne dyr.

Stk. 3 Den zoologiske have skal straks anmelde undslupne farlige dyr til Fødevarestyrelsen.