Kapitel 7 Bortskaffelse af døde dyr og husdyrgødning
Den zoologiske have skal bortskaffe alle døde dyr, eller dele heraf, i henhold til reglerne i biproduktforordningen.
Den zoologiske have skal behandle husdyrgødning på en af følgende måde:
-
1) Husdyrgødning komposteres i mindst 1 år før det anvendes, medmindre husdyrgødningen hygiejniseres ved minimum 70 °C i mindst 1 time i et komposteringsanlæg.
-
2) Husdyrgødning forbrændes på et godkendt forbrændingsanlæg.
-
3) Husdyrgødning sendes til forarbejdning i et godkendt biogas- eller komposteringsanlæg, hvor husdyrgødningen skal hygiejniseres ved minimum 70 °C i mindst en time.
Stk. 2 Anvender den zoologiske have komposten, jf. stk. 1, nr. 1, på den zoologiske haves område, må det ikke udbringes på opholdsarealer for publikum, som fx arealer, der bruges til picnic.
Stk. 3 Den zoologiske have skal sikre, at der ikke er husdyrhold på ejendomme uden for den zoologiske have, der modtager husdyrgødning til kompostering, jf. stk. 1. nr. 1.
Stk. 4 Den zoologiske have skal sikre, at komposten, jf. stk. 1, nr. 1, nedpløjes, når den anvendes uden for den zoologiske haves område. Endvidere skal den zoologiske have sikre, at der ikke holdes dyr på arealet for nedpløjningen før en måned efter.
Stk. 5 Den zoologiske have skal sikre, at husdyrgødning transporteres fra den zoologiske have i lukkede containere, der rengøres og desinficeres efter brug.
Stk. 6 Den zoologiske have skal bortskaffe husdyrgødning fra dyr i karantæne i henhold til stk. 1, nr. 2 eller 3.