Kapitel 3 1 Det kommunale redningsberedskab
Det kommunale redningsberedskab hører under kommunalbestyrelsen.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal nedsætte en beredskabskommission til at varetage den umiddelbare forvaltning af redningsberedskabet. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at den umiddelbare forvaltning af opgaver, der efter §§ 34-37 er henlagt til kommunalbestyrelsen, varetages af beredskabskommissionen. Kommunalbestyrelsen træffer bestemmelse om kommissionens sammensætning. Kommissionen, hvis medlemstal skal være ulige, skal bestå af borgmesteren, der er formand, politidirektøren og et flertal valgt af kommunalbestyrelsen. Politidirektøren har ikke stemmeret i kommunale bevillingsspørgsmål. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde med forsvarsministerens samtykke udpege et andet medlem af kommunalbestyrelsen end borgmesteren til at indtræde som formand for beredskabskommissionen. Kommunalbestyrelsen udpeger en repræsentant for de frivillige som observatør i beredskabskommissionen, hvis der ikke indgår en repræsentant for de frivillige som medlem af kommissionen. Kommunalbestyrelsen kan udpege en eller flere medarbejderrepræsentanter som medlem af beredskabskommissionen.
Stk. 3 Reglerne i § 11, stk. 1, § 20, stk. 1-4, 6 og 7, § 21, § 22, § 28, § 29, stk. 1, 2 og 5, og §§ 47-56 i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse på beredskabskommissionen og dens medlemmer.
Stk. 4 Kommunalbestyrelsen, jf. stk. 2, eller den fælles beredskabskommission, jf. § 10, stk. 2, kan beslutte, at der ydes beredskabskommissionens medlemmer diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse. En beslutning efter 1. pkt. skal omfatte alle medlemmer af beredskabskommissionen. Dog kan kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke modtage diæter, ligesom kommunalt og statsligt ansatte ikke kan modtage diæter, når varetagelsen af hvervet er et led i de pågældendes embedsgerning.
To eller flere kommunalbestyrelser kan samordne deres redningsberedskab.
Stk. 2 Kommuner, der samordner deres redningsberedskab, skal nedsætte en fælles beredskabskommission til at varetage de opgaver vedrørende redningsberedskabet, som kommunalbestyrelserne henlægger til denne. Kommunalbestyrelsen kan endvidere træffe beslutning om, at opgaver, der efter §§ 34-37 er henlagt til kommunalbestyrelsen, henlægges til den fælles beredskabskommission. Beredskabskommissionen skal bestå af et ulige antal medlemmer, herunder borgmestrene i de deltagende kommuner og politidirektøren. Politidirektøren har ikke stemmeret i kommunale bevillingsspørgsmål. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde med forsvarsministerens samtykke udpege et andet medlem af kommunalbestyrelsen end borgmesteren til at indtræde i den fælles beredskabskommission. For kommuner, der har samordnet deres beredskab, udpeges en repræsentant for de frivillige som observatør i den fælles beredskabskommission, hvis der ikke indgår en repræsentant for de frivillige som medlem af kommissionen. Kommunalbestyrelserne kan samlet udpege en eller flere medarbejderrepræsentanter som medlem af den fælles beredskabskommission.
Stk. 3 Samordning af kommuners redningsberedskab er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 4 Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler for kommuners samordning af deres redningsberedskab.
Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med lokale udenlandske redningstjenester i de grænsenære områder om ydelse af gensidig assistance i tilfælde af ulykker m.v.
Stk. 2 Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med lokale udenlandske redningstjenester i de grænsenære områder om ydelse af gensidig assistance i tilfælde af ulykker m.v.
Det kommunale redningsberedskab skal kunne yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder terror- og krigshandlinger. Redningsberedskabet skal endvidere kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte.
Stk. 2 Forsvarsministeren kan bestemme, at redningsberedskabet i visse kommuner skal kunne yde en udvidet assistance til andre kommuners redningsberedskab, hvis det skønnes påkrævet på grund af karakteren eller omfanget af en ulykke eller katastrofe, herunder terror- og krigshandlinger. Forsvarsministeren fastsætter regler om udgiftsfordelingen mellem staten og de pågældende kommuner.
Stk. 3 Forsvarsministeren kan indgå aftale med en eller flere kommunalbestyrelser, Beredskabsstyrelsen eller med et privat redningsvæsen om etablering af et stående beredskab til bekæmpelse af brand i skibe til søs.
Stk. 4 Forsvarsministeren kan bestemme, at kommunalbestyrelsen skal varetage andre beredskabsopgaver end dem, der er nævnt i stk. 1 og 2.
Stk. 5 Forsvarsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens sikring af, at redningsberedskabet indsættes med nærmeste relevante udrykningsenhed med de rette kompetencer og materiel uafhængigt af kommunegrænser.
Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med en anden kommunalbestyrelse, med private redningsvæsener eller med andre om at udføre opgaver inden for kommunens redningsberedskab. Kommunalbestyrelsen kan endvidere indgå aftale med Beredskabsstyrelsen om, at det statslige regionale redningsberedskab udfører opgaver inden for kommunens redningsberedskab.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med foreninger, organisationer og private personer om, at disse bistår ved udførelsen af opgaver inden for kommunens redningsberedskab.
Forsvarsministeren fastsætter regler om redningsberedskabets organisation, virksomhed, alarmering, materiel og dimensionering.
Stk. 2 Forsvarsministeren kan fastsætte regler om udarbejdelse af planer for den risikobaserede dimensionering af det kommunale redningsberedskab, herunder at Beredskabsstyrelsen skal udtale sig om forslaget til plan, og at Beredskabsstyrelsens udtalelse skal forelægges kommunalbestyrelsen eller i et samordnet redningsberedskab beredskabskommissionen, såfremt de deltagende kommunalbestyrelser har henlagt kompetencen til at godkende planen til beredskabskommissionen.