Det kommunale redningsberedskab skal kunne yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder terror- og krigshandlinger. Redningsberedskabet skal endvidere kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte.
Stk. 2 Forsvarsministeren kan bestemme, at redningsberedskabet i visse kommuner skal kunne yde en udvidet assistance til andre kommuners redningsberedskab, hvis det skønnes påkrævet på grund af karakteren eller omfanget af en ulykke eller katastrofe, herunder terror- og krigshandlinger. Forsvarsministeren fastsætter regler om udgiftsfordelingen mellem staten og de pågældende kommuner.
Stk. 3 Forsvarsministeren kan indgå aftale med en eller flere kommunalbestyrelser, Beredskabsstyrelsen eller med et privat redningsvæsen om etablering af et stående beredskab til bekæmpelse af brand i skibe til søs.
Stk. 4 Forsvarsministeren kan bestemme, at kommunalbestyrelsen skal varetage andre beredskabsopgaver end dem, der er nævnt i stk. 1 og 2.
Stk. 5 Forsvarsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens sikring af, at redningsberedskabet indsættes med nærmeste relevante udrykningsenhed med de rette kompetencer og materiel uafhængigt af kommunegrænser.