Besættelsestidsloven § 1a

Denne konsoliderede version af besættelsestidsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erstatning til besættelsestidens ofre

Lov nr. 475 af 1. oktober 1945,
jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 14. marts 2013,
som ændret ved lov nr. 395 af 2. maj 2016 og lov nr. 628 af 8. juni 2016

§ 1a

Danske statsborgere, som under den tyske besættelse

  • 1) har været deporteret til fængsel eller koncentrationslejr i udlandet eller

  • 2) har været tjenstgørende i mindst 6 måneder på danske eller udenlandske skibe under allieret kontrol i krigsfarvand, og som ikke allerede har opnået erstatning for den nedsatte erhvervsevne i henhold til lov nr. 262 af 19. december 1936 om krigsulykkesforsikring for søfarende, jf. lov nr. 473 af 1. oktober 1945, eller

  • 3) har været aktivt engageret her i landet uden afbrydelse i mindst 1 år i organiseret modstandsarbejde, der har medført særlig hård fysisk eller psykisk belastning, fortrinsvis personer, der har været eftersøgt eller

  • 4) efter mindst 6 måneders aktiv deltagelse i organiseret modstandsarbejde her i landet har været interneret i tyske fængsler eller lejre i Danmark og herunder været udsat for usædvanlig hårde psykiske belastninger, er berettiget til ydelser efter bestemmelserne i nærværende afsnit, når erhvervsevnen er nedsat med mindst 25 pct., medmindre det er åbenbart, at der ikke kan være sammenhæng mellem den nedsatte erhvervsevne og de foran nævnte forhold.

Stk. 2 Når særlige forhold taler derfor, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 4, dispensere fra kravet om den i stk. 1 omhandlede varighed af tjenesten eller frihedsberøvelsen.

Stk. 3 Afgår en person, som omfattes af stk. 1, ved døden, tilkommer der de efterladte erstatning efter bestemmelserne i § 22, medmindre det er åbenbart, at der ikke kan være sammenhæng mellem dødsfaldet og frihedsberøvelsen eller tjenesten som nævnt i stk. 1.

11