Besøgsbekendtgørelsen § 6

Denne konsoliderede version af besøgsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1022 af 28. juni 2022

Besøgsformer
§ 6

Bortset fra de situationer, hvor besøg skal overværes i overensstemmelse med reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1 og stk. 2, er besøg i almindelighed uoverværet.

Stk. 2 Hvis det udover i de situationer, der er omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1 og stk. 2, i det enkelte tilfælde ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn findes påkrævet, kan det bestemmes, at besøg skal gennemføres under overværelse af personale i institutionen.

Stk. 3 Efter straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 3, jf. § 51, overværes besøg ikke, hvis den besøgende er advokat og

  • 1) beskikket for eller valgt af den indsatte som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag, eller

  • 2) efter retsplejelovens § 733 antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlig forsvarer.

Stk. 4 Ved besøg, der overværes af personale i institutionen, kan der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog, som den, der overværer besøget, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.

Stk. 5 Direktoratet for Kriminalforsorgen kan bestemme, at det i lukkede institutioner, hvor de bygningsmæssige forhold giver mulighed derfor, kan tillades, at besøg afholdes med rudeadskillelse i stedet for under overværelse af personale i tilfælde, hvor det i medfør af stk. 2 er bestemt, at et besøg skal gennemføres under overværelse af personale. Besøg med rudeadskillelse kan endvidere være en mulighed i tilfælde, hvor der i medfør af § 4 er truffet bestemmelse om at forbyde et besøg eller om at inddrage en meddelt besøgstilladelse.

Stk. 6 Kriminalforsorgsområdet kan i tilfælde, hvor det er bestemt, at et besøg skal gennemføres under overværelse af personale, bestemme, at overværelse af besøget sker via lytte- og overvågningsudstyr.