Bilag 1

Tilbage til: CPR-loven
Bilag

Andre bilag

  • Bilag 1 (Dataindholdet i Det Centrale Personregister (CPR), jf. § 4, er følgende:)

Dataindholdet i Det Centrale Personregister (CPR), jf. § 4, er følgende:
Bilag 1

1) Personnummeroplysninger: Personnummer, jf. § 3, henvisning mellem nyt og tidligere personnummer, der opbevares i CPR (historisk), samt ved ændring af personnummer, f.eks. ved fejl i køn og fødselsdato, jf. § 3, stk. 6.

2) Navneoplysninger: Fornavn, mellemnavn og efternavn, eget efternavn, dvs. personens seneste efternavn erhvervet på andet grundlag end ægteskab, markering af manglende mulighed for korrekt registrering af navn, jf. § 5, stk. 3, samt adresseringsnavn, jf. § 5, stk. 4-7. Tidligere navne opbevares i CPR (historisk).

3) Adresseoplysninger:

a) Kommune, vej, husnummer, etage, side-dørnummer, bygningsnummer, c/o-navn, bynavn, postnummer og postdistrikt.

b) Udenlandsadresse, jf. § 26, stk. 3.

c) Tidligere adresser, herunder også indrejse, udrejse, genfinding og forsvinding, samt tidligere udenlandsadresser bevares i CPR (historisk).

d) Supplerende adresse, dvs. oplysning om udenlandsadresse ved udenlandsophold på 6 måneder eller derunder, jf. § 24, stk. 3, for personer beordret til tjeneste i udlandet af den danske stat og disses husstand, jf. § 24, stk. 5 og 6, eller oplysning om kasernen ved aftjening af værnepligt, jf. § 14, stk. 2.

e) Kontaktadresse, jf. § 26, stk. 3 og 4, dvs. en adresse, hvortil offentlige myndigheder og private kan sende vedkommendes post under et registreret udenlandsophold.

f) Flyttepåbud efter lov om planlægning (sommerhuse).

4) Fødselsregistreringsoplysninger: Fødselsregistreringssted, dvs. aktuelle navn for sogn eller fødeland, eventuel verdensdel, hvor registrerede oplysninger findes, samt fødselsdato og køn. Tidligere fødselsregistreringsoplysninger bevares i CPR (historisk). Palæstina, Gaza, Vestbredden og Østjerusalem kan anføres som fødselsregistreringssted i CPR, hvis fødselsregistreringsoplysningerne findes der.

5) Statsborgerskabsoplysninger: Statsborgerskab, dvs. angivelse af det aktuelle navn for det land, hvor vedkommende er statsborger, eventuel verdensdel. Er personen statsløs angives dette. Tidligere statsborgerskab bevares i CPR (historisk).

6) Folkekirkeoplysninger: Oplysning om medlemskab af folkekirken, valgmenighed og tillige folkekirken, folkekirken, men fritaget for kirkeskat under udenlandsophold, fordi der betales kirkeskat til Dansk Kirke i Udlandet eller Dansk Sømandskirke eller ikke er medlem af folkekirken. Tidligere folkekirkeoplysninger bevares i CPR (historisk).

7) Slægtskabsoplysninger: Oplysning om personnummer på mor, far eller medmor og børn, angivelse af mor og far eller medmor i feltet for indehavere af forældremyndigheden over mindreårige og oplysning om delt bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven.

8) Civilstandsoplysninger: Oplysning om ugift, gift, fraskilt, enke eller enkemand, registreret partner, opløsning af registreret partnerskab, længstlevende partner eller død samt oplysning om personnummer på ægtefælle eller registreret partner og om separation. Tidligere civilstandsoplysninger bevares i CPR (historisk).

9) Statusoplysninger: Angivelse af, om pågældende er registreret i CPR på grund af aktuel eller tidligere bopælsmæssig tilknytning til Danmark eller Grønland i form af bopæl, uden fast bopæl, forsvinding, udrejse eller død, eller om vedkommende er registreret alene på grund af inddragelse under ATP, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, eller skattesagsbehandling, jf. § 3, stk. 1, nr. 3. Endvidere er for visse personnumre registreret reservation, annullation, ændring eller sletning på grund af fejlregistrering.

10) Eventuelle beskyttelsesoplysninger: Eventuel navne- og adressebeskyttelse, jf. § 28, lokalvejviserbeskyttelse, jf. § 29, stk. 1, markering af, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed, jf. § 29, stk. 2, eller markering af, at vedkommende ønsker at advare mod kreditgivning i vedkommendes navn, jf. § 29, stk. 3. Tidligere beskyttelsesoplysninger bevares i CPR (historisk).

11) Eventuelle stillingsoplysninger: Eventuel stillingsangivelse, som vedkommende tidligere har anmodet om, og som pågældende kan få ændret eller slettet ved henvendelse til bopælskommunen.

12) Eventuelle oplysninger om kommunale forhold: Kommunernes eventuelle oplysning om, at vedkommende lever adskilt fra sin ægtefælle, er et plejebarn, pensionsforhold, betalingskommuneforhold, medlemskab af valgmenighed, når valgmenigheden og kommunen har aftalt, at kommunen opkræver kirkelige bidrag for valgmenigheden, samt angivelse af fælleshusholdning eller familiekode.

13) Eventuelle oplysninger om kommunale notater: Økonomi- og Indenrigsministeriets og kommunernes registrering af visse faktiske oplysninger af klar betydning for varetagelse af opgaverne efter folkeregistreringslovgivningen, f.eks. oplysning om, at personens opholdssted ikke kendes, eller om indsættelse eller anbringelse i en af kriminalforsorgens anstalter m.v., jf. § 15, stk. 3.

14) Eventuelle markeringer af abonnement på personoplysninger: De myndigheder og private, som efter henholdsvis §§ 32 og 38 abonnerer på ajourførte oplysninger fra CPR for en større afgrænset kreds af personer, som er identificeret enkeltvis.

15) Eventuelle valgoplysninger: Optagelse på valgliste til folketingsvalg, folkeafstemninger og valg til Europa-Parlamentet for personer, der er udrejst, samt visse særlige valgoplysninger til brug ved valg til Europa-Parlamentet.

16) Eventuelle værgemålsoplysninger: Oplysning om, at personen er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, stk. 1, 1. eller 2. pkt., samt værgens navn og dennes adresse.

17) Eventuel kontaktadresse i forbindelse med behandling af et dødsbo: I forbindelse med behandling af et dødsbo kan enten skifteretten, en udpeget bobestyrer eller en efter dødsboskiftelovens § 25, stk. 6, befuldmægtiget arving i et bo udlagt til privat skifte registreres i indtil 3 år som kontaktadresse i CPR.

18) For de i nr. 1-17 nævnte oplysninger registreres endvidere ajourføringstidspunkt, gyldighedsstart og eventuel slutdato m.m. samt den myndighed, som har godkendt eller ajourført registreringen, og eventuel særlig dokumentation for en given oplysning samt visse tekniske styredata.