Kapitel 1 Borteblivelse
For en bortebleven beskikkes der eventuelt på foranledning af de interesserede om fornødent en værge.
Stk. 2 For værgemålet gælder værgemålslovgivningens regler om særlige værgemål.
Den borteblevnes formue forvaltes og anbringes efter reglerne i værgemålslovens kapitel 5. Bekendtgørelse om værgemål
Stk. 2 Skifteretten bestemmer, hvorvidt den borteblevnes ejendele skal bevares for ham indtil videre, eller om de skal sælges og det indkomne indsættes i en forvaltningsafdeling, jf. værgemålslovens § 35, stk. 1.
Stk. 3 Justitsministeren afgør, i hvilket omfang den borteblevnes indtægt og formue må bruges til underhold og uddannelse for hans børn eller ægtefælle. Når særlige grunde taler herfor, kan det tillades, at indtægten anvendes til underhold og uddannelse for andre, som helt eller delvis blev forsørget af ham.
Dersom den borteblevne er gift og hans ægtefælle er myndig, bestyres den borteblevnes bodel af ægtefællen sammen med værgen uden tilsyn af justitsministeren.
Arv eller gave, som tilfalder den borteblevnes ægtefælle, holdes ved skifte med den borteblevne eller dennes arvinger uden for fællesboet.