Kapitel 1 Fælles bestemmelser
Indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring, har ret til brevveksling efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens §§ 55-56.
Stk. 2 Indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, har i de første 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring i 10 år, alene ret til at brevveksle, hvis kriminalforsorgsområdet meddeler tilladelse hertil, jf. straffuldbyrdelseslovens § 55 a. 1. pkt. finder ikke anvendelse på brevveksling, som finder sted efter straffuldbyrdelseslovens § 56 og denne bekendtgørelses § 8.
Stk. 3 Efter § 59 b i straffuldbyrdelsesloven kan kriminalforsorgsområdet afskære en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, og som flere gange har overtrådt straffuldbyrdelseslovens § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, eller § 57 a, stk. 1, fra retten til besøg, brevveksling og telefoni i et nærmere bestemt tidsrum.
De indsatte afholder selv udgifterne til brevpapir, konvolutter og porto, jf. dog § 10. Til indsatte, der hverken får udbetalt selvforvaltningsbeløb, har indtægt ved eget arbejde eller modtager offentlig ydelse til underhold, udleveres brevpapir og konvolutter af kriminalforsorgsområdet.
Stk. 2 Brevpapir og konvolutter, som udleveres af kriminalforsorgsområdet, må ikke være forsynet med stempel eller mærke, hvoraf det fremgår, at brevskriveren opholder sig i en institution under kriminalforsorgen. Ved kriminalforsorgsområdets ekspedition af breve til og fra indsatte skal der tages de fornødne diskretionshensyn.
Stk. 3 Breve skal ekspederes uden ugrundet forsinkelse. De indsatte skal underrettes om tidspunktet for normal postafsendelse. Når der er truffet afgørelse om, at gennemlæsning skal finde sted, skal den indsatte gøres opmærksom på, at meget omfattende brevveksling kan medføre forsinkelse af postbesørgelsen.
Kriminalforsorgsområdet åbner og lukker breve til og fra indsatte med henblik på at hindre ind- og udsmugling. Dette kan dog fraviges
-
1) i åbne fængsler og udslusningsfængsler, hvor forholdene gør en lempeligere ordning forsvarlig, og
-
2) i lukkede institutioner, når det i det enkelte tilfælde skønnes forsvarligt ud fra sikkerheds- og ordenshensyn og hensynet til den forurettede ved lovovertrædelsen.
Stk. 2 Efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 2, sker åbning og lukning af breve til og fra indsatte i den indsattes påsyn, medmindre der er truffet afgørelse om, at der skal ske gennemlæsning, jf. straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3-5.
Har politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at en indsat skal udstå fængselsstraf m.v., oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., eller er det på anden vis oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning, skal kriminalforsorgsområdet til brug for afgørelsen om, hvorvidt breve til og fra den indsatte skal gennemlæses, sikre sig, at der foreligger de nødvendige oplysninger fra politiet om de omstændigheder, som er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 4.
Når der træffes afgørelse om gennemlæsning af breve efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3-5, skal den indsatte gøres bekendt hermed. Orientering af den indsatte kan dog undlades i indtil 4 uger i det omfang, formålet med gennemlæsningen ellers ville forspildes.
Når der træffes afgørelse om gennemlæsning og tilbageholdelse m.v. af breve efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3-8, skal der gøres notat om grunden hertil og resultatet af gennemlæsningen. Hvis afgørelsen vedrører gennemlæsning af brevveksling med en nærtstående person efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 4 eller 5, eller vedrører tilbageholdelse af et brev efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 6, skal det endvidere fremgå af notatet, at den indsatte er orienteret om muligheden for at påklage afgørelsen til Direktoratet for Kriminalforsorgen og om fristen for at indgive klage, jf. § 13, stk. 1-2. Hvis en sådan tilbageholdelse sker af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, skal notatet tillige indeholde oplysning om, at den indsatte er vejledt om, at den endelige administrative afgørelse om tilbageholdelse kan kræves indbragt for retten efter straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 2.
Breve, der tilbageholdes efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 6 og 7, opbevares af kriminalforsorgsområdet. Hvis indholdet af et tilbageholdt brev må antages at give politiet eller en anden af kriminalforsorgens myndigheder anledning til videre foranstaltning, afleveres det til vedkommende myndighed.