Bekendtgørelsen gælder for erhvervsmæssig formidling af salg af fast ejendom ved budrunde (licitationssalg) samt anden erhvervsmæssig rådgivning og bistand vedrørende salg af fast ejendom ved budrunde. Bekendtgørelsens bestemmelser vedrørende formidling finder tilsvarende anvendelse på erhvervsmæssigt udbud og salg af fast ejendom ved budrunde.
Stk. 2 Bekendtgørelsen gælder kun for erhvervsmæssige aktiviteter, der er rettet mod eller udføres for forbrugere. Er en del af den erhvervsmæssige aktivitet rettet mod andre end forbrugere, gælder bekendtgørelsen ikke for den pågældende del.
Stk. 3 Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse, hvis den faste ejendom, som udbydes til salg ved budrunde, er beliggende i udlandet. I så fald finder § 24 i bekendtgørelsen om formidling, udbud og rådgivning ved omsætning af fast ejendom (Formidlingsbekendtgørelsen) anvendelse med de fornødne tilpasninger således, at den danske forbruger i tillæg til udbudsmaterialet skal modtage oplysning om øvrige forhold, som er af væsentlig betydning for forbrugerens beslutning om at byde på ejendommen eller købe ejendommen, jf. § 24, stk. 2 og 3, i formidlingsbekendtgørelsen.
Stk. 4 Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på salg af andelsboliger samt salg af statens og kommunernes faste ejendomme.