Ved ansøgning om tilladelser til erhvervsmæssig personbefordring i henhold til buskørselslovens § 1, stk. 1, skal ansøger opfylde et kapitalkrav for henholdsvis det første benyttede motorkøretøj og et kapitalkrav for hvert derudover benyttet motorkøretøj.
Stk. 2 En ansøger skal ved ansøgning om godkendelse til drift af chaufførvikarvirksomhed i henhold til buskørselsloven § 9, stk. 2, opfylde kapitalkrav svarende til kapitalkravet for det første benyttede motorkøretøj, jf. stk. 1.
Stk. 3 Ansøger skal dokumentere opfyldelse af kapitalkravet. Kapitalkravet kan dokumenteres ved indsendelse af
-
1) virksomhedens åbningsbalance ved nyetablerede virksomheder, som endnu ikke har skullet afgive sin første årsrapport,
-
2) virksomhedens seneste årsrapport, som er revideret eller gennemgået af en statsautoriseret eller registreret revisor,
-
3) erklæring afgivet af en statsautoriseret eller registreret revisor, eller
-
4) garanti stillet af et forsikringsselskab eller pengeinstitut med et indhold, der er fastsat af Færdselsstyrelsen.
Stk. 4 Kapitalkravene i stk. 1 og 2 skal opfyldes ved egne kontante midler eller andre værdier.
Stk. 5 De til enhver tid gældende kapitalkrav, jf. stk. 1 og stk. 2, fremgår af Færdselsstyrelsens hjemmeside. Kapitalkravene reguleres en gang årligt pr. 1. januar, jf. artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26/EF.