Ved opgørelse efter § 64, stk. 1-4, ses der bort fra lejligheder, der overdrages til ejendomsfunktionærer, samt lejligheder, der overdrages ved bytning, eller som overdrages lejlighedssøgende, der allerede har bolig i samme ejendom, jf. stk. 5. Endvidere ses der bort fra beboelseslejligheder, som står i umiddelbar forbindelse med et forretningslokale og udlejes i forbindelse med dette.
Stk. 2 Pligten til at stille lejligheder til rådighed som erstatningsbolig efter § 64, stk. 1, 2 og 4, gælder uanset modstående bestemmelser i vedtægter eller servitutter, men er i så fald betinget af, at den lejer, der anvises, opfylder de særlige vilkår, der gælder for overtagelse af sådanne lejligheder. Pligten til at stille lejligheder til rådighed efter § 64, stk. 3, gælder kun, i det omfang nuværende lejeres rettigheder ikke tilsidesættes.
Stk. 3 En ejer kan ikke tilpligtes at udleje en lejlighed efter § 64, hvis der på grund af den anviste lejers eller dennes husstands forhold eller andre særlige omstændigheder er rimelig grund til at modsætte sig udlejningen.
Stk. 4 Ejerens pligt i henhold til § 64, stk. 1 og 2, anses for opfyldt, i det omfang ejeren med kommunalbestyrelsen eller en af kommunalbestyrelsen antaget rådgiver indgår aftale om, at kommunalbestyrelsen eller rådgiveren inden for en vis periode kan disponere over lejligheder som erstatningsboliger i et antal, der mindst svarer til det i § 64, stk. 1 og 2, anførte. Aftalen mellem ejeren eller rådgiveren anmeldes af ejeren til kommunalbestyrelsen.
Stk. 5 Er flere ejendomme, der ejes af samme ejer, opført kontinuerligt som en samlet bebyggelse, og har disse ejendomme fælles friareal eller nogen form for driftsfællesskab, skal opgørelsen af pligten efter § 64, stk. 2, beregnes for den samlede bebyggelse.