Inden for hver region nedsættes et byfornyelsesnævn. Hvert nævn består af en formand, der skal være dommer, 2 bygningssagkyndige, 1 grundejer og 1 boliglejer. Ved afgørelse af sager vedrørende private andelsboliger tiltrædes nævnet af yderligere 1 medlem, der skal være privat andelshaver. Ved afgørelse af sager, hvori der indgår erhvervslejemål, tiltrædes nævnet af yderligere 1 medlem, der skal være erhvervslejer. Ved afgørelser i henhold til kapitel 9 tiltrædes nævnet af yderligere 2 medlemmer, hvoraf det ene skal have brandmæssig sagkundskab, og det andet skal være læge med bolighygiejnisk sagkundskab.
Stk. 2 Formanden og de øvrige medlemmer af byfornyelsesnævnet udpeges af Erhvervsministeriet, jf. dog stk. 3. Hverken formanden eller de bygningssagkyndige medlemmer må have særlig tilknytning til grundejer- eller private andelsbolig- eller lejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandler.
Stk. 3 De medlemmer, der skal være henholdsvis grundejer, privat andelshaver, boliglejer og erhvervslejer udpeges efter indstilling fra landsomfattende sammenslutninger af henholdsvis grundejerforeninger, private andelsboligforeninger og lejerforeninger.
Stk. 4 Der beskikkes en suppleant for formanden samt en eller flere suppleanter for hvert medlem efter reglerne i stk. 1-3.
Stk. 5 Udnævnelse af formand, medlemmer og suppleanter sker for indtil 4 år.