Bygningsfredningsloven Kapitel 9

Denne konsoliderede version af bygningsfredningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer

Lov nr. 213 af 23. maj 1979,
jf. lovbekendtgørelse nr. 219 af 6. marts 2018

Kapitel 9 Forskellige bestemmelser
§ 26

(Ophævet).

§ 27

Opdeling af fredede bygninger i ejerlejligheder kan kun finde sted med kulturministerens samtykke. Samtykket kan gøres betinget, herunder af fastsættelse af særlige bevaringsbestemmelser, jf. § 15.

Stk. 2 Samtykke efter stk. 1 er ufornødent for fredede bygninger, der kan opdeles efter ejerlejlighedslovens regler om ikke-fredede bygninger.

§ 28

Betingelser, der knyttes til tilladelser, samtykke m.v. i henhold til loven er bindende for ejeren og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår en sådan ret er stiftet. Betingelsen kan tinglyses på ejendommen.

§ 29

Tilladelser, samtykke m.v. i henhold til loven bortalder, såfremt de ikke er udnyttet inden fem år fra meddelelsen.

§ 30

(Ophævet).

§ 31

Tinglysningsdommeren skal give meddelelse, når fredede bygninger skifter ejer.

§ 32

Kulturministeren eller den, kulturministeren bemyndiger hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation adgang til offentlige og private bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker, som er omfattet af loven, for at tilvejebringe oplysninger til brug for afgørelser og til brug for udarbejdelse af oversigter over fredninger efter loven.

Stk. 2 Adgangen til bygninger eller landskabsarkitektoniske værker efter stk. 1 er betinget af, at kulturministeren eller den, kulturministeren bemyndiger hertil, forgæves har forsøgt at opnå frivillig aftale om adgang med den, som har rådighed over de nævnte bygninger og værker.

Stk. 3 Politiet yder om nødvendigt bistand til at opnå adgang efter stk. 1. Kulturministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 32a

Kulturministeren påser overholdelsen af denne lov og af de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, samt af fredningsbeslutninger og særlige bevaringsbestemmelser.

Stk. 2 Kulturministeren påser, at påbud og forbud efter denne lov efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til kulturministeren, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold.

Stk. 4 Bliver kulturministeren opmærksom på et ulovligt forhold, skal ministeren søge forholdet lovliggjort, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning.

§ 33

Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en fredet bygning at berigtige forhold, som er i strid med denne lov eller de i henhold til loven meddelte tilladelser eller særlige bevaringsbestemmelser.

Stk. 2 Efterkommer ejeren eller brugeren ikke et af kulturministeren meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges ham inden en fastsat frist under tvang af fortløbende bøder at berigtige forholdet.

Stk. 3 Når et ved dom meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes rettidigt og inddrivelse af tvangsbøder ikke kan antages at føre til, at påbuddet efterkommes, kan kulturministeren foretage det nødvendige til forholdets berigtigelse på ejerens eller brugerens bekostning.

Stk. 4 Når et af kulturministeren meddelt påbud om at afhjælpe mangler, der frembyder fare for bygningens opretholdelse, ikke efterkommes inden en af ministeren fastsat frist, kan ministeren uanset reglerne i stk. 2 og 3 straks lade de pågældende arbejder udføre på ejerens bekostning. Politiet yder om fornødent bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem kulturministeren og justitsministeren.

Stk. 5 Kulturministeren kan på ejerens bekostning lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. Når forholdet er berigtiget, skal kulturministeren lade påbuddet aflyse fra tingbogen.

§ 33a

Kulturministeren kan i særlige tilfælde ekspropriere fredede bygninger, der tilhører private, når ekspropriation er nødvendig for at forhindre, at væsentlige fredningsværdier går tabt.

Stk. 2 Ved ekspropriation til erhvervelse af ejendomsret bortfalder alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.

Stk. 3 Ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne i lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49 tilsvarende anvendelse.