Kapitel 32 Certificerede statikers og brandrådgivers virke
Formålet med den certificerede statikers og brandrådgivers virke er at sikre, at
-
1) byggeriet udformes og udføres i henhold til bygningsreglementets bestemmelser for henholdsvis kapitel 5 og kapitel 15,
-
2) de bærende konstruktioner og brandforhold er i overensstemmelse med definerede krav til sikkerhed og anvendelighed, egnede til formålet og følger god byggeskik, og
-
3) dokumentation for byggeriet, herunder udførelse af byggeriet, opfylder sit formål, jf. kapitel 28 og 29.
-
4) dokumentation for og udførelse af byggeriet kontrolleres i henhold til kapitel 30.
Den certificerede statiker og brandrådgiver skal
-
1) arbejde i overensstemmelse med gældende regler i byggelovgivningen,
-
2) være bevist om egne kompetencer og søge kvalificeret assistance til forhold, hvor der kan drages tvivl om egne kompetencer, og
-
3) handle upartisk og objektivt.
Den certificerede statiker eller brandrådgiver er tilknyttet byggesagen og byggeriet i sin helhed og skal være certificeret svarende til den højest forekommende konstruktionsklasse eller brandklasse i byggeriet. Der kan kun være tilknyttet én certificeret statiker og én brandrådgiver på en byggesag, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2 For de dele af et byggeri, der er i konstruktionsklasse 4 og brandklasse 4, skal der være tilknyttet en certificeret statiker og brandrådgiver som tredjepartskontrollant.
Stk. 3 Den certificerede brandrådgiver, der medvirker på byggearbejder i medfør af § 21, stk. 1, nr. 3, er dog ikke tilknyttet byggesagen i sin helhed, men kun til at eftervise, at brandsikkerhedsniveauet overholdes ved fravigelser fra de præ-accepterede løsninger.
Ved udfærdigelse af dokumentation for bærende konstruktioner og brandforhold, jf. kapitel 28-30, skal den certificerede statiker eller brandrådgiver afhængigt af sit virke, jf. §§ 536 og 545, foretage en af følgende handlinger:
-
1) Ved virke som udarbejdende: Tilrettelægge og udforme dokumentationen.
-
2) Ved virke som kontrollerende: Kontrollere dokumentationen.
Tredjepartskontrollanten må ikke pålægges begrænsninger ved løsning af kontrolopgaven.