Bygningsreglementet Kapitel 5

Denne konsoliderede version af bygningsreglementet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18)

Bekendtgørelse nr. 1399 af 12. december 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 182 af 5. marts 2020, bekendtgørelse nr. 794 af 2. juni 2020, bekendtgørelse nr. 1872 af 7. december 2020, bekendtgørelse nr. 1282 af 11. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2312 af 7. december 2021, bekendtgørelse nr. 1030 af 27. juni 2022, bekendtgørelse nr. 1286 af 15. september 2022, bekendtgørelse nr. 1464 af 28. november 2022, bekendtgørelse nr. 1498 af 6. december 2022, bekendtgørelse nr. 1583 af 21. december 2022, bekendtgørelse nr. 1673 af 11. december 2023 og bekendtgørelse nr. 855 af 26. juni 2024

Kapitel 5 Brand
Sikkerhed ved brand
§ 82

Byggeri skal have en tilfredsstillende sikkerhed for personer i tilfælde af brand og acceptable forhold for redning af dyr i byggeri med erhvervsmæssigt dyrehold. Brandsikkerheden i et byggeri skal opretholdes i hele levetiden.

Stk. 2 Design, projektering, udførelse, drift, kontrol og vedligehold af byggeri skal ske under hensyn til anvendelsen og under hensyn til, at:

  • 1) De anvendte materialer, bygningsdele, konstruktioner og installationer er brandmæssigt egnede i relation til deres placering og anvendelse.

  • 2) Der kan ske en sikker evakuering af personer i og ved byggeri.

  • 3) Konstruktioner har tilstrækkelig bæreevne i tilfælde af brand.

  • 4) Det sikres, at der ikke sker brandspredning til byggeri på anden grund, at brand- og røgspredning til andet byggeri på egen grund begrænses, og at brand- og røgspredning i byggeri, hvor branden er opstået, begrænses i den tid, som er nødvendig for evakuering.

  • 5) Det sikres, at redningsberedskabet har forsvarlig mulighed for redning af personer og for at gennemføre det slukningsarbejde og den begrænsning af brandspredning, som er nødvendig herfor.

  • 6) Det sikres, at driften af byggeri sker på en sådan måde, at sikkerheden i tilfælde af brand er opretholdt i hele levetiden.

  • 7) Det sikres, at konstruktioner, bygningsdele og brandtekniske installationer kontrolleres og vedligeholdes løbende, så sikkerheden i tilfælde af brand opretholdes i hele bygningens levetid.

§ 83

Dokumentation for, at byggeri opfylder kravene i kapitel 5, skal ske i henhold til Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand eller på en anden måde, som på tilsvarende vis dokumenterer, at kravene er opfyldt.

Anvendelseskategori og risikoklasse
§ 84

Ved fastlæggelse af, hvilken brandsikring der er nødvendig for at opfylde kravene i kapitel 5, skal byggeri opdeles i ét eller flere bygningsafsnit med en sammenlignelig brandmæssig risiko.

Stk. 2 Ethvert bygningsafsnit skal henføres til mindst en anvendelseskategori, jf. bilag 1, tabel 1, og en risikoklasse, jf. bilag 1, tabel 2.

§ 85

Anvendelseskategorien skal bestemmes ud fra, om et bygningsafsnit er indrettet med sovepladser, om personer i bygningsafsnittet har kendskab til flugtveje, personers mulighed for selv at bringe sig i sikkerhed samt ud fra det maksimale antal personer, som den enkelte brandmæssige enhed er indrettet til. Fastlæggelse af anvendelseskategorier for et bygningsafsnit skal ske i overensstemmelse med bilag 1, tabel 1.

Stk. 2 I et bygningsafsnit, der indeholder flere anvendelseskategorier, skal brandsikringen i hele bygningsafsnittet opfylde de krav, der gælder for den anvendelseskategori i afsnittet, der har det største sikringsbehov.

§ 86

Fastlæggelse af risikoklassen for et bygningsafsnit skal ske i overensstemmelse med bilag 1, tabel 2.

Stk. 2 Hvor et byggeri er indrettet i flere bygningsafsnit med fælles flugtveje, skal personantallet ved fastlæggelse af risikoklassen bestemmes som det samlede antal personer i de bygningsafsnit, som har fælles flugtveje.

Stk. 3 Hvor et byggeri har flere bygningsafsnit, som indplaceres i forskellige risikoklasser, og bygningsafsnittene har fælles flugtveje, skal den højeste risikoklasse, som et af bygningsafsnittene placeres i, gælde for alle de fælles flugtveje fra bygningsafsnittene, som flugtvejene betjener.

Materialer, konstruktioner og bygningsdele
§ 87

Materialer, konstruktioner og bygningsdele, der skal bidrage til brandsikkerheden, skal anvendes og udføres under hensyn til deres brandmæssige egenskaber som varmeudvikling, flammespredning, røgproduktion, produktion af brændende dråber og partikler, nedfald af dele samt brandmodstandsevne og bæreevne.

Brandtekniske installationer og håndslukningsudstyr
§ 88

Brandtekniske installationer og håndslukningsudstyr, installeret i og ved bygninger, skal bidrage til bygningens brandsikkerhed. Valg af brandtekniske installationer skal ske under hensyn til behovet for, at:

  • 1) Branden detekteres på et tidligt tidspunkt i brandforløbet.

  • 2) Redningsberedskabet alarmeres hurtigt.

  • 3) Personer i bygningen varsles, så evakuering kan påbegyndes hurtigt.

  • 4) Evakuering af personer, der opholder sig i bygningen, kan ske på sikker vis via flugtveje.

  • 5) En brands udvikling kontrolleres.

  • 6) Røg og varme bortledes fra bygningen.

  • 7) Personer i og ved bygningen kan overskue flugtveje, og at de har mulighed for at orientere sig i forbindelse med evakuering.

  • 8) Redningsberedskabet har forsvarlige forhold under redningsindsats.

Stk. 2 Brandtekniske installationer skal projekteres og installeres, så de kan kontrolleres og vedligeholdes i hele deres levetid.

§ 89

§§ 90-133, der vedrører brandtekniske installationer, kan fraviges, hvis sikkerhedsniveauet, som fremgår af § 82, er overholdt, og dette dokumenteres.

§ 90

Bygningers brandtekniske installationer og håndslukningsudstyr skal projekteres og installeres efter Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand eller på anden måde, som på tilsvarende vis dokumenterer, at de brandtekniske installationer fungerer efter hensigten.

Stk. 2 Automatiske brandalarmanlæg og automatiske sprinkleranlæg skal udføres med automatisk alarmoverførelse til redningsberedskabet.

Stk. 3 Hvis der i bygningen er installeret et varslingsanlæg, og der er installeret et automatisk brandalarmanlæg eller et automatisk sprinkleranlæg, skal varslingsanlægget aktiveres heraf.

Stk. 4 Brandslukningsmateriel skal være tydeligt markeret.

Evakuering og redning af personer
§ 91

Byggeri skal designes, projekteres og udføres, så der i tilfælde af brand kan ske en sikker evakuering og redning af personer. Dette skal ske under hensyn til, at:

  • 1) Personer kan blive opmærksomme på, at der er opstået en brand.

  • 2) Flugtveje udformes, så der kan ske en evakuering af personer.

  • 3) Redningsåbninger udformes, så der kan ske redning af personer.

§ 92

Byggeri skal udformes, så personer kan blive opmærksomme på en brands opståen, og så der hurtigt kan påbegyndes en sikker evakuering. Dette skal ske under hensyn til:

  • 1) Behov for tidlig detektering.

  • 2) Behov for varsling af personer i byggeriet.

  • 3) Personers mulighed for og evne til ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

  • 4) Behov for alarmering af redningsberedskabet.

§ 93

Der skal installeres brandtekniske installationer til varsling af personer og alarmering af redningsberedskabet, som det er beskrevet i følgende:

  • 1) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 2 og 3 med tilhørende flugtveje, som er indrettet til flere end 150 personer, skal udføres med varslingsanlæg. Varslingsanlæg kan udelades, hvis alle opholdsrum har dør direkte til terræn i det fri, og der ikke er opholdsrum til flere end 150 personer.

  • 2) I bygningsafsnit i anvendelseskategori 3 med tilhørende flugtveje, som er indrettet til flere end 150 personer, skal varslingen ske med talt besked.

  • 3) I bygningsafsnit i anvendelseskategori 3 med tilhørende flugtveje, der indeholder opholdsrum, som er indrettet til flere end 150 personer, og anvendes på en måde, der forringer muligheden for sikker evakuering, skal varslingsanlægget aktiveres af et automatisk brandalarmanlæg.

  • 4) En boligenhed i bygningsafsnit i anvendelseskategori 4 skal udføres med røgalarmanlæg.

  • 5) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 med tilhørende flugtveje, som er indrettet med mere end 10 soverum eller med mere end 50 sovepladser, skal udføres med automatisk varslingsanlæg, som aktiveres af et automatisk brandalarmanlæg. Hvor alle soverum har direkte adgang til terræn i det fri, eller hvor bygningsafsnittet er indrettet med højst 10 soverum og højst 50 sovepladser, kan varsling undlades, såfremt der i alle soverum og flugtveje installeres røgalarmanlæg, som er tilsluttet strømforsyningen, og som udføres med batteribackup.

  • 6) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 6 med tilhørende flugtveje skal udføres med et automatisk varslingsanlæg, som aktiveres af et automatisk brandalarmanlæg. Varslingen skal tilpasses personerne i bygningsafsnittet. Hvor personer ikke selv kan reagere på varsling eller ikke ved egen hjælp kan bringe sig i sikkerhed, skal varsling ske til personalet.

  • 7) Kolonihavehuse med strømforsyning udføres med røgalarmanlæg. Kolonihavehuse uden strømforsyning udføres med batteridrevet røgalarmer.

Stk. 2 Ved opfyldelse af stk. 1 skal flere bygningsafsnit i samme anvendelseskategori med fælles flugtveje anses som et bygningsafsnit.

Stk. 3 Forsamlingstelte, der opstilles midlertidigt i op til 6 uger, er ikke omfattet af stk. 1, såfremt det dokumenteres, at der kan foretages en anden tilstrækkelig varsling af personer i forsamlingsteltet.

§ 94

En flugtvej er et sammenhængende system af udgange, flugtvejsgange og flugtvejstrapper, og den skal sikre, at personer kan forlade en bygning på sikker vis.

Stk. 2 Design, projektering og udførelse af flugtveje skal ske under hensyn til:

  • 1) Personers kendskab til flugtvejene i bygningen.

  • 2) At flugtveje skal være lette at identificere, nå og anvende.

  • 3) Personers mulighed for og evne til at anvende flugtveje i bygningen.

  • 4) At evakuering af personer på sikker vis kan ske til terræn i det fri eller til et sikkert sted i bygningen og derfra på sikker vis til terræn i det fri.

  • 5) At der ikke opstår kritiske temperaturer, røgkoncentrationer, varmestråling eller tilsvarende kritiske forhold i det tidsrum, i hvilket flugtvejene skal anvendes til evakuering.

  • 6) At flugtvejene skal være dimensioneret til det antal personer, der skal benytte dem.

  • 7) Døre i og til flugtveje skal være dimensioneret til det antal personer, som skal benytte dem.

  • 8) At flugtveje skal være fri i hele den nødvendige bredde.

§ 95

Der skal installeres automatisk sprinkleranlæg i en bygning, når der i bygningen er et eller flere soverumsafsnit i anvendelseskategori 6, og disse soverumsafsnit tilsammen har et etageareal, der er større end 1.000 m2, og bygningen samtidig er i mere end én etage over terræn.

§ 96

Der skal installeres flugtvejs- og panikbelysning:

  • 1) I flugtveje i bygningsafsnit i anvendelseskategori 2 og 3, hvis bygningsafsnittet er indrettet til flere end 150 personer. Flugtvejs- og panikbelysning kan udelades, hvis alle opholdsrum har dør direkte til terræn i det fri, og der ikke er opholdsrum til flere end 150 personer.

  • 2) I opholdsrum i anvendelseskategori 3 og 6, der er indrettet til flere end 150 personer.

  • 3) I flugtveje i bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 og 6, hvis bygningsafsnittet har et etageareal, der er større end 1.000 m². For bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 og 6, hvor alle soverum og opholdsrum har dør direkte til terræn i det fri, kan flugtvejs- og panikbelysning undlades.

  • 4) I garageanlæg med et etageareal større end 2.000 m2.

Stk. 2 Der skal installeres flugtvejsbelysning i garageanlæg med et etageareal større end 600 m2.

Stk. 3 Der skal installeres panikbelysning i flugtvejstrapper i bygninger med gulv i øverste etage mere end 22 m over terræn.

Stk. 4 Ved opfyldelse af stk. 1, nr. 1, skal flere bygningsafsnit i samme anvendelseskategori med fælles flugtveje anses som et bygningsafsnit.

Stk. 5 Ved opfyldelse af stk. 1, nr. 4, og stk. 2, skal flere garageanlæg i samme anvendelseskategori med fælles flugtveje anses som et garageanlæg.

§ 97

Brandmæssige enheder til personophold skal indrettes med redningsåbninger, med mindre et tilsvarende sikkerhedsniveau kan opnås på anden vis.

§ 98

Design, projektering og udførelse af redningsåbninger skal ske under hensyn til:

  • 1) At personer i den brandmæssige enhed skal kunne give sig til kende.

  • 2) Antallet af personer, som den brandmæssige enhed er beregnet til.

  • 3) At de kan anvendes til redning af personer ved egen hjælp, hvor underkant af redningsåbning er højst 2,0 m over terræn, eller via redningsberedskabets stiger, hvor redningsåbningens og bygningens placering muliggør det.

  • 4) At redningsåbninger i brandmæssige enheder kan åbnes uden brug af nøgle eller særligt udstyr, når der opholder sig personer som har lovlig adgang, i de pågældende brandmæssige enheder.

Bærende konstruktioners brandmodstandsevne
§ 99

I tilfælde af brand skal bygninger og bygningsdele have en tilstrækkelig brandmodsstandsevne.

Stk. 2 Projektering og udførelse af bygningers konstruktioner skal ske under hensyn til, at:

  • 1) Evakuering af de personer, der opholder sig i bygningen, kan ske på sikker vis, og at der ikke sker væsentlige skader på bygningen.

  • 2) Der ikke sker skade på personer og bygninger på anden grund.

  • 3) Redningsberedskabet har forsvarlig mulighed for redning af personer og for at gennemføre det slukningsarbejde og den begrænsning af brandspredning, som er nødvendig herfor.

  • 4) Der ikke sker væsentlige skader på andre bygninger på egen grund, som kan medføre fare for personer eller redningsberedskabets redningsindsats.

§ 100

Brandmodstandsevnen for bærende bygningsdele bestemmes enten ved standardbrandpåvirkning eller ved anvendelse af et naturligt brandforløb som beskrevet i DS/EN 1991-1-2 Eurocode 1: Last på bærende konstruktioner – Del 1-2: Generelle laster – Brandlast og DS/EN 1991-1-2 DK NA Nationalt Anneks til Eurocode 1: Last på bygværker – Del 1-2: Generelle laster – Brandlaster.

Stk. 2 Anvendes et naturligt brandforløb i medfør af stk. 1, skal det dokumenteres, at konstruktionen kan modstå det fulde brandforløb.

§ 101

§ 100 kan fraviges, hvis det på anden vis sikres og dokumenteres, at fravigelsen er forsvarlig, og der opnås et sikkerhedsniveau som beskrevet i § 82 og § 344, stk. 2, nr. 1.

§ 102

Bæreevnen under brand skal bestemmes som beskrevet i kapitel 15.

§ 103

Bygningsdele skal sammenbygges, så den samlede bygningskonstruktion i brandmæssig henseende ikke har en ringere bæreevne i tilfælde af brand, end de enkelte bygningsdele i konstruktionen har. Dette gælder både bærende og brandadskillende bygningsdele.

Antændelse og brand- og røgspredning
§ 104

Byggeri skal projekteres og udføres, så det sikres, at der i tilfælde af brand ikke sker væsentlig brand- og røgspredning. Dette skal ske under hensyn til, at:

  • 1) Risikoen for, at en brand opstår, begrænses.

  • 2) Brand- og røgspredning begrænses i den brandmæssige enhed, hvor branden er opstået.

  • 3) Brand- og røgspredning til andre brandmæssige enheder forhindres i den tid, som er nødvendig for evakuering og redningsberedskabets redningsindsats.

  • 4) Brandspredning til andre bygninger på samme grund begrænses.

  • 5) Der ikke sker brandspredning til bygninger på anden grund.

§ 105

Installationer og andre tiltag, som kan medføre en særlig risiko for, at en brand opstår, herunder eltavler, ladestationer, fyringsanlæg, aftrækssystemer og tilsvarende, skal placeres og udføres i bygningen, så risikoen for, at en brand opstår og spreder sig, minimeres.

Stk. 2 Affaldsrum skal placeres og udføres, så risikoen, for at en brand opstår og spreder sig, minimeres.

§ 106

Det skal sikres, at rørgennemføringer, kanaler og lignende foranstaltninger til bortledning af varm røg ikke bidrager til antændelse af bygningsdele.

§ 107

Større fyringsanlæg skal placeres i selvstændige brandmæssige enheder med adgang direkte til det fri for at mindske risikoen for brandspredning.

§ 108

Indvendige overflader i rum må ikke bidrage væsentligt til brand- og røgspredning i den tid, som personer, der opholder sig i rummet, skal bruge til at bringe sig i sikkerhed.

§ 109

Indvendige overflader skal designes og udføres, så de ikke bidrager væsentligt til brand- og røgspredning som følge af overfladernes:

  • 1) Antændelighed.

  • 2) Brandspredning.

  • 3) Produktion af varme og røg.

  • 4) Produktion af brændende dråber og partikler.

§ 110

Indvendige overflader i flugtveje skal udføres, så de ikke bidrager væsentligt til brand- og røgspredning i den tid, som flugtvejen anvendes til evakuering af personer.

§ 111

Byggeri kan opdeles i flere brandmæssige enheder. Opdelingen i brandmæssige enheder skal sikre, at flugtvejene kan anvendes i den tid, der er nødvendig for evakuering og redning af personer i et byggeri, og så der ikke sker væsentlig brandspredning.

§ 112

Bygningsafsnit skal udgøre en eller flere selvstændige brandmæssige enheder.

§ 113

(Ophævet).

§ 114

Gennemføringer i brandadskillende bygningsdele skal udføres, så bygningsdelenes brandtekniske egenskaber ikke forringes.

§ 115

Bygningsdele skal udføres på en sådan måde, at en brand ikke kan sprede sig fra en brandmæssig enhed til et hulrum, som passerer én eller flere brandadskillende bygningsdele.

§ 116

Installationsskakte, trapperum, elevatorskakte og lignende, der forbinder flere brandmæssige enheder, skal brandmæssigt adskilles fra andre dele af bygningen. Den brandmæssige adskillelse kan ske ved, at de udføres som selvstændige brandmæssige enheder.

§ 117

Ydervægge og tage skal projekteres og udføres, så det sikres, at:

  • 1) Brandspredning i og på ydervægge og tage begrænses.

  • 2) Der i bygninger med flere end én brandmæssig enhed ikke sker brandspredning mellem de forskellige brandmæssige enheder via ydervægge og tage i den tid, som er nødvendig for evakuering og redningsberedskabets redningsindsats.

  • 3) Ydervægge ikke udvikler uacceptable mængder af brændende dråber og partikler.

  • 4) Der ikke sker nedfald af dele af ydervæggen, som kan medføre risiko for skade på personer i den tid, som er nødvendig for evakuering og redningsberedskabets redningsindsats.

§ 118

Bygninger på samme grund skal placeres i en sådan afstand til hinanden eller udføres på en sådan måde, at brandspredning mellem bygningerne begrænses i den tid, som er nødvendig for evakuering og redningsberedskabets redningsindsats.

§ 119

Midlertidige camping- og salgsområder skal placeres, indrettes og bruges på en sådan måde, at en brand kan begrænses til det område, hvor branden er opstået. Brandspredning til andre områder skal forhindres i den tid, som er nødvendig for evakuering og redningsberedskabets indsats.

§ 120

I camping- og salgsområder skal der være brandslukningsmateriel i et sådant omfang, at tilstedeværende kan foretage en indledende slukning.

§ 121

Der skal i følgende bygningsafsnit installeres slangevinder for at sikre, at personer i bygningen kan foretage en indledende slukning:

  • 1) Bygningsafsnit i industri- og lagerbygninger i anvendelseskategori 1, hvis etagearealet er større end 1.000 m².

  • 2) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 2 og 3, som er indrettet til mere end 150 personer.

  • 3) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 med mere end 10 soverum eller med mere end 50 sovepladser.

  • 4) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 6.

Stk. 2 I bygningsafsnit i anvendelseskategori 1 med et etageareal større end 1.000 m2, som er indrettet til avlsbygninger, skal der være brandslukningsmateriel, så der kan foretages en indledende slukning.

Stk. 3 Telte er ikke omfattet af stk. 1. I telte med et areal større end 1.000 m2, eller som er beregnet til flere end 150 personer, skal der dog opstilles brandslukningsmateriel, så der kan foretages en indledende slukning.

§ 122

Der skal i rum, der er større end 1.000 m², installeres automatisk brandventilation eller automatisk sprinkleranlæg for at reducere risikoen for brandudbredelse i rummet.

Stk. 2 Telte er ikke omfattet af stk. 1.

§ 123

Der skal installeres automatisk sprinkleranlæg i bygninger for at sikre mod brandspredning i følgende:

  • 1) Bygningsafsnit i bygninger i 1 etage i anvendelseskategori 1, med et etageareal større end 2.000 m², med undtagelse af:

    • a) Bygningsafsnit til kontor på højst 5.000 m².

    • b) Bygningsafsnit til avlsbrug.

    • c) Bygningsafsnit til industri og lager med en brandbelastning på højst 250 MJ/m².

    • d) Bygningsafsnit til industri og lager på højst 5.000 m² med en brandbelastning på højst 800 MJ/m².

  • 2) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 1, der har et etageareal større end 2.000 m², og som er beliggende i bygninger i mere end 1 etage.

  • 3) Bygningsafsnit til lager i anvendelseskategori 1, hvor stablingshøjden er over 8 m og etagearealet er større end 600 m².

  • 4) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 2 og 3, der har et etageareal større end 1.000 m², og som er beliggende i bygninger i mere end 1 etage, jf. dog pkt. 5.

  • 5) Bygningsafsnit i 1 etage i anvendelseskategori 2 og 3, der har et etageareal større end 2.000 m², og som er beliggende i terrænniveau i bygninger med gulv i øverste etage højst 5,1 m over terræn.

  • 6) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 4, 5 og 6, der har et etageareal større end 2.000 m² ,og som er beliggende i bygninger i 1 etage.

  • 7) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 4, 5 og 6, der har et etageareal større end 600 m², og som er beliggende i bygninger i mere end 1 etage, jf. dog pkt. 8.

  • 8) Bygningsafsnit i fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse samt sommerhuse i anvendelseskategori 4, der har et etageareal:

    • a) større end 2.000 m2, eller

    • b) større end 600 m2 og har mere end 3 etager over terræn, eller

    • c) større end 600 m2 og har mere end 1 etage under terræn.

  • 9) Bygninger med gulv i øverste etage mere end 22 m over terræn.

  • 10) Bygningsafsnit i garageanlæg med frie åbne ramper mellem bygningsafsnittene, når det samlede etageareal af bygningsafsnittene er større end 10.000 m².

Stk. 2 Telte med en brandbelastning på højst 800 MJ/m2 er ikke omfattet af stk. 1.

§ 124

Der skal i industri- og lagerbygninger samt for visse avlsbygninger i anvendelseskategori 1 installeres automatisk brandalarmanlæg for at sikre en tidlig alarmering af redningsberedskabet og for at sikre mod væsentlig brandspredning, såfremt:

  • 1) Bygningsafsnittet har et etageareal, der er større end 2.000 m², og der ikke er installeret et automatisk sprinkleranlæg.

  • 2) Bygningsafsnittet har et etageareal, der er større end 5.000 m², og en stablingshøjde på mere end 10 m.

Brandspredning til bygninger på anden grund
§ 125

Byggeri skal placeres i en sådan afstand til skel mod nabo, vej- og stimidte, eller udføres på en sådan måde, at det sikres, at der ikke er risiko for brandspredning til anden grund.

Redningsberedskabets indsatsmuligheder
§ 126

Byggeriets placering på grunden samt dets udformning skal sikre, at der i tilfælde af brand er forsvarlig mulighed for, at redningsberedskabet kan foretage redning og bistå evakuering af personer og dyr. Det skal ligeledes sikres, at der kan gennemføres det slukningsarbejde, der er nødvendigt hertil.

Stk. 2 Design, projektering og udførelse skal ske under hensyn til, at:

  • 1) Der er adgangs- og tilkørselsforhold på grunden, så redningsberedskabet har mulighed for uhindret at komme frem til byggeriet.

  • 2) Det i og uden for byggeriet er muligt at fremføre det nødvendige udstyr til redning af personer samt til slukningsarbejde i forbindelse hermed.

  • 3) Bygninger indrettes, så der er mulighed for at kunne gennemføre en forsvarlig rednings- og slukningsindsats i forbindelse med redning.

§ 127

Brandtekniske installationer til redningsberedskabets brug skal være tydeligt markerede.

§ 128

I bygninger med redningsåbninger til brug for redningsberedskabets personredning med stiger, skal der være udlagt brandredningsarealer.

§ 129

(Ophævet).

§ 130

I bygninger, hvor redningsberedskabets brandslanger ikke kan føres frem af de primære indtrængningsveje som trapper mv., skal der installeres stigrør.

§ 131

I redningsberedskabets primære indtrængningsveje skal der være mulighed for røgudluftning.

§ 132

I bygningsafsnit, hvor røgudluftning ikke kan ske ved naturlig ventilation via åbninger i ydervægge eller i tag, skal der på anden måde etableres mulighed for røgudluftning.

§ 133

I bygningsafsnit med gulv i øverste etage mere end 22 m over terræn, skal der installeres mindst en brandmandselevator af hensyn til redningsberedskabets indsatsmuligheder.

Stk. 2 I bygningsafsnit i anvendelseskategori 6, indrettet til sengeliggende eller personer med nedsat mobilitet, f.eks. plejeboliger eller hospitaler, skal der i tilstrækkeligt omfang installeres brandmandselevatorer, som har en sådan størrelse, at de kan anvendes til transport af sygesenge.

Funktionsafprøvning, kontrol og systemintegrationstest inden ibrugtagning
§ 134

Før ibrugtagning af et byggeri skal der gennemføres en funktionsafprøvning og kontrol af de brandtekniske installationer og brandslukningsmateriel i byggeriet, der viser, at den enkelte brandtekniske installation og det enkelte brandslukningsmateriel fungerer efter hensigten.

Stk. 2 Funktionsafprøvning og kontrol udføres efter Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand eller på anden måde, som på tilsvarende vis dokumenterer, at de brandtekniske installationer fungerer efter hensigten.

§ 135

For bygningsafsnit i risikoklasse 2-4 skal funktionsafprøvning og kontrol for følgende brandtekniske installationer foretages af et akkrediteret inspektionsorgan, der er akkrediteret i henhold til DS/EN/ ISO/IEC 17020 – Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer inspektionsorganer:

  • 1) Automatisk brandalarmanlæg, ABA-anlæg.

  • 2) Automatisk brandventilationsanlæg, ABV-anlæg.

  • 3) Automatisk sprinkleranlæg, AVS-anlæg.

  • 4) Automatisk tryksætningsanlæg, ATA-anlæg.

  • 5) Flugtvejs- og panikbelysningsanlæg.

  • 6) Varslingsanlæg.

Stk. 2 Brandtekniske installationer ved transportable konstruktioner, som opstilles midlertidigt, jf. § 6 b, stk. 2, er ikke omfattet af stk. 1.

§ 136

Hvor flere brandtekniske installationer skal virke sammen, skal der før ibrugtagning foretages systemintegrationstest, der viser, at det sammenhængende system af installationer har den ønskede funktion.

Stk. 2 Systemintegrationstest udføres efter Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand eller på anden måde, som på tilsvarende vis dokumenterer, at de brandtekniske installationer fungerer efter hensigten. For bygningsafsnit i risikoklasse 2-4 skal systemintegrationstest foretages af et akkrediteret inspektionsorgan, der er akkrediteret i henhold til DS/EN/ISO/IEC 17020 – Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer af inspektionsorganer.

Drift, kontrol og vedligehold af brandforhold i og ved bygninger
§ 137

Drift, kontrol og vedligehold af brandsikkerheden i og ved bygninger skal ske, så det sikres, at sikkerheden i tilfælde af brand er opretholdt i hele bygningens levetid, jf. § 82.

§ 138

Brugen af en bygning skal ske, så det sikres, at sikkerheden i tilfælde af brand opretholdes i hele bygningens levetid.

§ 139

Det er ejeren eller en heraf udpeget driftsansvarlig person, som skal sikre, at §§ 137, 138 og §§ 140-158 overholdes.

§ 140

En bygnings brandsikringstiltag, herunder relevante dele af materialer, konstruktioner, bygningsdele og brandtekniske installationer, skal kontrolleres og vedligeholdes, så de i hele bygningens levetid bidrager til brandsikkerheden, jf. § 82.

§ 141

Brandtekniske installationer, håndslukningsudstyr samt brandsikring af ventilationsanlæg i og ved bygninger og bygningsafsnit skal løbende funktionsafprøves og kontrolleres.

Stk. 2 Kravet om løbende funktionsafprøvning og kontrol anses som opfyldt, hvis afprøvning og kontrol sker med de intervaller, som er beskrevet i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand.

Stk. 3 For bygningsafsnit i risikoklasse 2-4 skal den løbende funktionsafprøvning og kontrol af følgende brandtekniske installationer foretages af et akkrediteret inspektionsorgan, der er akkrediteret i henhold til DS/EN/ ISO/IEC 17020 - Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer inspektionsorganer:

  • 1) Automatisk brandalarmanlæg, ABA-anlæg.

  • 2) Automatisk brandventilationsanlæg, ABV-anlæg.

  • 3) Automatisk sprinkleranlæg, AVS-anlæg.

  • 4) Automatisk tryksætningsanlæg, ATA-anlæg.

  • 5) Flugtvejs- og panikbelysningsanlæg.

  • 6) Varslingsanlæg.

Stk. 4 Stk. 3 omfatter alene byggeri, hvortil der er meddelt ibrugtagningstilladelse i medfør af bekendtgørelser udstedt vedrørende bygningsreglement 2018 samt byggeri opført efter tidligere lovgivning, hvor funktionsafprøvning eller kontrol ved et akkrediteret inspektionsorgan er et krav i byggetilladelsen eller en forudsætning i den brandtekniske dokumentation for det pågældende byggeri.

Stk. 5 Brandtekniske installationer ved transportable konstruktioner som opstilles midlertidigt, jf. § 6 b, stk. 2, er ikke omfattet af stk. 3.

Stk. 6 Bliver det akkrediterede inspektionsorgan ved en funktionsafprøvning opmærksom på, at anlæg er behæftet med fejl, der kan medføre risiko for konkret personskade i tilfælde af brand, skal der ske meddelelse herom til kommunalbestyrelsen.

§ 142

Hvor flere brandtekniske installationer skal virke sammen, skal der foretages løbende systemintegrationstest, der viser, at det sammenhængende system af installationer har den ønskede funktion.

Stk. 2 Kravet om løbende systemintegrationstest i stk. 1 anses som opfyldt, hvis systemintegrationstesten sker med de intervaller, som er beskrevet i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand.

Stk. 3 Den løbende systemintegrationstest udføres efter Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand eller på anden måde, som på tilsvarende vis dokumenterer, at de brandtekniske installationer fungerer efter hensigten. For bygningsafsnit i risikoklasse 2-4 skal systemintegrationstest foretages af et akkrediteret inspektionsorgan, der er akkrediteret i henhold til DS/EN ISO/IEC 17020 – Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer inspektionsorganer.

Stk. 4 Stk. 3 omfatter alene byggeri, hvortil der er meddelt ibrugtagningstilladelse i medfør af bekendtgørelser udstedt vedrørende bygningsreglement 2018 samt byggeri opført efter tidligere lovgivning, hvor systemintegrationstest ved et akkrediteret inspektionsorgan er et krav i byggetilladelsen eller en forudsætning i den brandtekniske dokumentation for det pågældende byggeri.

Stk. 5 Bliver det akkrediterede inspektionsorgan ved en systemintegrationstest opmærksom på, at anlæg er behæftet med fejl, der kan medføre risiko for konkret personskade i tilfælde af brand, skal der ske meddelelse herom til kommunalbestyrelsen.

§ 143

Før ibrugtagning skal der udarbejdes en drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan.

Stk. 2 Udarbejdelse af en drifts- kontrol- og vedligeholdelsesplan ved ombygning af eller tilbygning til eksisterende bygningsafsnit kan udelades, såfremt der ikke sker en væsentlig ændret anvendelse eller ændres på forudsætningerne for de brandmæssige forhold.

Stk. 3 Drift, kontrol og vedligehold af brandsikringstiltag skal ske i henhold til den for bygningsafsnittet udarbejdede drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan.

§ 144

For eksisterende bygninger, hvor der ikke foreligger en godkendt drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan, skal drift, kontrol og vedligehold ske i henhold til Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand.

§ 145

En drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan skal udformes, så det sikres, at §§ 137-142 er opfyldt.

§ 146

En drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan, som er udarbejdet i henhold til Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand, anses for at opfylde bestemmelserne i dette afsnit.

§ 147

For nedenstående bygningsafsnit gælder tillige driftsmæssige krav som angivet i § 148:

  • 1) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 2 med undervisningsafsnit til flere end 150 personer.

  • 2) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 3 til flere end 150 personer.

  • 3) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 med soverumsafsnit med flere end 10 sovepladser.

  • 4) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 6 til flere end 50 personer eller med flere end 10 sovepladser.

  • 5) Bygninger, hvor brugen af bygningen nødvendiggør særlige driftsmæssige tiltag for at opretholde brandsikkerheden i bygningen.

Stk. 2 Flere bygningsafsnit i samme anvendelseskategori med fælles flugtveje anses som et bygningsafsnit.

§ 148

En drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan for bygningsafsnit i § 147 skal udarbejdes, så det sikres, at følgende supplerende driftsmæssige krav er opfyldt:

  • 1) Der er udarbejdet en beskrivelse af driftsorganisationen, herunder oplysninger om den/de til enhver tid værende driftsansvarlige person(er) med kontaktoplysninger. Det skal meddeles kommunalbestyrelsen, hvem der er den/de driftsansvarlige person(er).

  • 2) Der er udarbejdet ordensregler om forebyggelse af brand.

  • 3) Der er udarbejdet en brand- og evakueringsinstruks.

  • 4) Personalet er instrueret i både de udarbejdede ordensregler, brand- og evakueringsinstruks samt, at personalet i relevant omfang er instrueret i placering og brug af håndslukningsudstyr og brandtekniske installationer.

  • 5) Der er udarbejdet og ophængt en pladsfordelingsplan i lokaler, som er omfattet af § 147, stk. 1, nr. 2.

  • 6) Der er udarbejdet en driftsjournal for lokaler, som er omfattet af § 147, stk. 1, nr. 2.

  • 7) Det dokumenteres, at kontroller som er foreskrevet i driftsjournalen er gennemført, og nødvendige udbedringer er foretaget. Dokumentationen skal opbevares på stedet.

  • 8) Der i soverumsafsnit, som er omfattet af § 147, stk. 1, nr. 3, er udarbejdet og ophængt opslag til brugerne om alarmering og evakuering. Opslagene skal placeres synligt på alle værelser og i fællesarealer.

  • 9) Der i eksisterende soverumsafsnit i plejeinstitutioner, hvor der ikke er installeret automatisk brandalarmanlæg, er en fast vågen vagt pr. 50 meter ganglængde på hver etage.

  • 10) Det sikres, at der i tilstrækkeligt omfang er opstillet brandslukningsmateriel.

  • 11) Der udarbejdes beskrivelser af omfang og frekvens af eventuelle brand- og evakueringsøvelser.

§ 149

For bygninger omfattet af § 147, anses en drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan, som er udarbejdet i henhold til Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand, for at opfylde § 148.

§ 150

For eksisterende bygninger, omfattet af § 147, hvor der ikke inden ibrugtagningstilladelsen er udarbejdet en drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan, eller hvor den udarbejdede drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan ikke sikrer opfyldelse af §§ 137-142 og § 148, skal drift, kontrol og vedligehold ske i henhold til Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand.

§ 151

I feriehuse med flere end 10 sovepladser, der anvendes til udlejning, skal der, uanset opførelsestidspunktet af feriehuset, installeres røgalarmer i passende omfang. Der skal placeres mindst én røgalarm i hvert feriehus, dog mindst én på hver etage.

§ 152

I eksisterende kirkerum, som anvendes til kirkelige handlinger, koncerter samt arrangementer af lignende karakter, som ikke medfører forøget brandrisiko, kan forhold, som ellers er gældende for forsamlingslokaler, jf. § 148, undlades.

Stk. 2 Kirkerum, hvor drift, kontrol og vedligehold udføres efter Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand, anses for at opfylde §§ 137-142.

§ 152a

(Ophævet)

§ 153

Drift, kontrol og vedligehold skal for følgende bygningsafsnit i lagerbygninger ske, så §§ 137-142 og § 154 er opfyldt:

  • 1) Bygningsafsnit i risikoklasse 2 med et etageareal større end 2.000 m².

  • 2) Bygningsafsnit i risikoklasse 2 med en stablingshøjde, der er større end 8 m og med etageareal større end 600 m².

  • 3) Bygningsafsnit i risikoklasse 3 og 4.

  • 4) Bygningsafsnit, hvor brugen af bygningen nødvendiggør særlige driftsmæssige tiltag.

§ 154

En drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan for bygningsafsnit i § 153 skal udarbejdes, så det sikres, at følgende driftsmæssige krav er opfyldt:

  • 1) Der er udarbejdet en beskrivelse af driftsorganisationen, herunder den/de til enhver tid værende driftsansvarlige person(er) med kontaktoplysninger.

  • 2) Der er udarbejdet ordensregler om forebyggelse af brand.

  • 3) Der er udarbejdet en brand- og evakueringsinstruks.

  • 4) Personalet er instrueret i både de udarbejdede ordensregler, brand- og evakueringsinstruks samt, at personalet i relevant omfang er instrueret i placering og brug af håndslukningsudstyr og brandtekniske installationer.

  • 5) Der er udarbejdet en beskrivelse af oplag i bygningen, herunder begrænsninger på type af oplag, principper for oplagring og belægningsplaner.

§ 155

§§ 153 og 154 anses for opfyldt, hvis drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplanen er udført efter Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand.

Transportable konstruktioner, herunder forsamlingstelte, samt midlertidige salgs- og campingområder, hvor brugen nødvendiggør yderligere driftsmæssige tiltag for at opretholde brandsikkerheden
§ 156

Drift, kontrol og vedligehold af følgende skal ske på en sådan måde, at §§ 137-142 og § 157 til en hver tid er overholdt:

  • 1) Transportable konstruktioner til flere end 150 personer.

  • 2) Midlertidige camping- og salgsområder til flere end 150 personer.

§ 157

Der skal udarbejdes en drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan for de transportable konstruktioner og områder nævnt i § 156, så følgende sikres:

  • 1) Der i forsamlingstelte som anvendes af flere end 150 personer udarbejdes en driftsjournal og en pladsfordelingsplan.

  • 2) Der udarbejdes en brand- og evakueringsinstruks.

  • 3) Der udarbejdes ordensregler om forebyggelse af brand.

  • 4) Personalet er instrueret i de udarbejdede ordensregler, brand- og evakueringsinstruks, placering og brug af håndslukningsudstyr og brandtekniske installationer.

§ 158

§§ 156 og 157 anses for opfyldt, såfremt drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplanen er udført efter Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand«.