For konstruktioner omfattet af § 30 a, stk. 1, og som henregnes til høj konsekvensklasse, hvor konsekvenserne af et svigt er særligt alvorlige (CC3+), jf. DS/EN 1990 Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner med DS/EN 1990 DK NA:2013, skal der ved ansøgning til byggetilladelse endvidere indsendes en erklæring fra en tredjepartskontrollant, der har anerkendelse efter reglerne i kapitel 35, og som hverken direkte eller indirekte må være økonomisk forbunden med den eller de organisationer, som har medvirket ved projekteringen af bygningen.
Stk. 2 Ansøger udpeger tredjepartskontrollanten. Oplysning herom skal fremgå af ansøgningen om byggetilladelse.
Stk. 3 I erklæringen angives:
-
1) at den anerkendte statikers angivelse i erklæringen, jf. § 30 b stk. 2, nr. 2, litra b-d, er retvisende og
-
2) redegørelse for den i stk. 1 anførte anerkendte statikers virke som tredjepartskontrollant.
Stk. 4 Erklæringen udformes og underskrives personligt af tredjepartskontrollanten, jf. kapitel 35.