Ved alle adgange til bygninger skal det sikres, at brugerne ved egen hjælp kan komme ind i bygningen.
Stk. 2 For bygningens adgangsforhold skal følgende være opfyldt:
-
1) Ved alle yderdøre skal der være niveaufri adgang til bygningen. Eventuelle niveauforskelle skal reguleres i adgangsarealet uden for bygningen, herunder til elevatorer i bygningens adgangsetage. Der kan anvendes ramper.
-
2) Uden for yderdøre skal der være et vandret, fast og plant areal på 1,5 m x 1,5 m målt fra dørens hængselside. Hvor døren åbner udad, skal der i adgangsvejen være yderligere 20 cm langs bygningsfacaden.
-
3) Dørtrin må højst være 2,5 cm.
-
4) Arealet ud for yderdøre skal være i samme niveau som det indvendige gulv.
-
5) Arealet ud for yderdøre skal markeres taktilt eller ved anden farve end den omkringliggende belægning.
Stk. 3 For fritliggende enfamiliehuse er der krav om niveaufri adgang ved mindst én af bygningens yderdøre i stueetagen.
Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til, at fravige bestemmelsen i stk. 3, såfremt det vurderes, at bestemmelsen er uforenlig med hensynet til klimasikring, eller hvor terrænmæssige forhold umuliggør etablering af niveaufri adgang.