CAP-loven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af cAP-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.

Lov nr. 407 af 25. april 2023

Kapitel 6 1 Kontrol og offentliggørelse af kontrolresultater m.v.
Kontrol
§ 13

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om tilsyn og kontrol med, at denne lov og regler fastsat i medfør af denne lov og regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, overholdes.

Stk. 2 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om opbevaring af oplysninger med henblik på tilsyn og kontrol med overholdelse af denne lov og regler fastsat i medfør af denne lov og regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

§ 14

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af denne lov og af regler fastsat i medfør af denne lov og af regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af forpligtelser fastsat i en tinglyst servitut for ejendommens ejer efter regler fastsat i medfør af § 5 og efter regler fastsat i medfør af lov om Landdistriktsfonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 6. februar 2020.

§ 15

Den, der er omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, skal efter anmodning fra den af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller ministeren for landdistrikter, under hvis område ordningen hører, eller den, som den pågældende minister har bemyndiget hertil, give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for gennemførelse af kontrol.

Stk. 2 Den, der er omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, skal vederlagsfrit yde den minister, under hvis område ordningen hører, eller den, som den pågældende minister bemyndiger hertil, fornøden bistand ved kontrol, udtagning af prøver, kopiering og udlevering af skriftligt materiale samt udskrifter af elektroniske data.

Stk. 3 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger hertil, kan som led i løsningen af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, uden at betale vederlag medtage eller udtage prøver af planter, planteprodukter og andre objekter mod kvittering.

§ 16

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger hertil, har inden for deres respektive områder, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, recepter, forretningsbøger og papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af kontrolopgaver i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2 Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af kontrol efter stk. 1. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler herom.

Stk. 3 Rigsrevisionen, repræsentanter for Europa-Kommissionen, Den Europæiske Revisionsret og lignende personer, der er nødvendige, for at kontrolmyndigheden kan leve op til sine retlige forpligtelser, kan på tilsvarende betingelser og i følge med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger hertil, deltage i kontrollen efter stk. 1.

§ 17

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger dertil, kan inden for deres respektive områder hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed, herunder om skatteforhold, eventuelt i elektronisk form.

Offentliggørelse af kontrolresultater
§ 18

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan med navns nævnelse offentliggøre resultater samt art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen, herunder regler om, at klage ikke har opsættende virkning på offentliggørelsen. Fødevarekontrolbekendtgørelsen

Stk. 2 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, hvor, på hvilken måde og i hvilken form virksomheder skal gøre kontrolresultaterne tilgængelige for offentligheden, herunder på hvilke betingelser virksomheder kan fritages for pligten til at gøre kontrolresultater tilgængelige.

Stk. 3 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder om, at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 4 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et elektronisk informationssystem vedrørende kontrolresultater.

Stk. 5 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort eller skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.