Af varer under toldtariffens pos. 1806, 1901, 1904, 1905, 2008, 2106 og 2202, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter kapitel 1, men som indeholder afgiftspligtige bestanddele, svares ved indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, en dækningsafgift. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 For varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 10 a tilsvarende anvendelse.
Stk. 3 Ved modtagelse af varer fra andre EU-lande svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Bestemmelserne i lovens § 10 a finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4 Afgiften svares efter følgende satser på grundlag af vægten af de afgiftspligtige bestanddele:
1)
|
Afgiftspligtige bestanddele, hvis indhold af tilsat sukker overstiger
0,5 g sukker pr. 100 g |
25 kr. og 97 øre pr. kg
|
|
2)
|
Afgiftspligtige bestanddele, hvis indhold af sukker højst udgør 0,5 g
sukker pr. 100 g |
22 kr. og 8 øre pr. kg.
|
Stk. 5 Ved fortoldningen, udleveringen eller modtagelsen af varer som nævnt i stk. 1 skal vægten af de afgiftspligtige bestanddele angives, og en erklæring herom fra fabrikanten skal fremlægges.
Stk. 6 I tilfælde af urigtig angivelse beregnes afgiften på grundlag af en af told- og skatteforvaltningen foretagen fastsættelse af vægten af de afgiftspligtige bestanddele.
Stk. 7 Fremlægges fabrikanterklæring ikke, beregnes afgiften på grundlag af et indhold af afgiftspligtige bestanddele på 50 pct. af varens vægt og med anvendelse af satsen for den højst beskattede af de i varen indeholdte afgiftspligtige bestanddele. Skønner told- og skatteforvaltningen, at dækningsafgiften, beregnet på grundlag af varens virkelige indhold af afgiftspligtige bestanddele, ville udgøre et højere beløb end det herved udfundne, beregnes afgiften dog på grundlag af en af told- og skatteforvaltningen foretagen fastsættelse af vægten af de afgiftspligtige bestanddele.
Stk. 8 Told- og skatteforvaltningen kan meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftsberigtigede varer, der erhvervsmæssigt leveres til udlandet eller erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der leveres til udlandet. Registrerede varemodtagere kan uden bevilling efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at søge told- og skatteforvaltningen om godtgørelse i stedet angive afgift af afgiftsberigtigede varer, der er leveret til udlandet, jf. § 10 a, stk. 3, på afgiftsangivelsen, således at den godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret.
Stk. 9 Virksomheder, som ønsker at betale afgift efter stk. 4, nr. 2, skal fremlægge nødvendig dokumentation for, at varen opfylder betingelserne herfor. Er virksomheden ikke i stand til at fremlægge denne dokumentation, betales afgift efter stk. 4, nr. 1.
Stk. 10 Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter momslovens § 36, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 11 Told- og skatteforvaltningen kan meddele godtgørelse af dækningsafgift for varer under toldtariffens pos. 2105, der er indført inden den 1. april 2019, og som er udleveret fra og med den 1. april 2019. Godtgørelsen efter 1. pkt. kan alene meddeles virksomheder, der erhvervsmæssigt har indført eller modtaget afgiftspligtige varer omfattet af § 1, stk. 1, i lov om afgift af konsum-is og er registeret efter § 3 i lov om afgift af konsum-is.
Stk. 12 Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke er afgiftspligtige efter kapitel 1, og som ikke ved modtagelse fra udlandet ville være afgiftspligtige efter kapitel 3. Registrerede varemodtagere kan uden bevilling efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at søge told- og skatteforvaltningen om godtgørelse i stedet angive afgift af afgiftspligtige varer, der er anvendt til fremstilling af varer, der ikke er afgiftspligtige efter kapitel 1, og som ikke ved modtagelse fra udlandet ville være afgiftspligtige efter § 10 a, stk. 3, på afgiftsangivelsen, således at den godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret.