Cityringloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af cityringloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en Cityring

Lov nr. 552 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1939 af 30. september 2021

Kapitel 7 1 Godkendelser vedrørende jernbanesikkerhed og byggesagsbehandling, herunder gebyr m.v.
§ 15

Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger (Trafikstyrelsen) godkender følgende:

  • 1) Den samlede tunnelkonstruktion, uanset hvilken tunnelkonstruktion der er tale om, herunder tunnelstrækninger med indbyggede sporskifter, sidespor, nød- og ventila­tionsskakte, stationer samt installationer, der vedrører tunnelstrækningerne, herunder tunnelstationernes sporområder.

  • 2) De banetekniske anlæg.

  • 3) Den indre indretning af stationernes publikumsområder og teknikområder med tilhørende installationer.

Stk. 2 Der kan opkræves gebyr efter gældende regler for kommunale og statslige godkendelser m.v., herunder godkendelser efter jernbaneloven eller anden lovgivning vedrørende sikkerhed, miljø og lign., i forbindelse med projekteringen, anlæg og ibrugtagning. For Trafikstyrelsens godkendelse efter stk. 1, nr. 3, betales ikke gebyr.

Stk. 3 Gebyrets størrelse fastsættes på grundlag af den respektive del af anlægget, som godkendelsen vedrører.

Stk. 4 Transportministeren kan fastsætte nærmere regler for Trafikstyrelsens godkendelse efter stk. 1, herunder om krav til anmeldelse og dokumentation af byggearbejder. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om Trafikstyrelsens sagsbehandling, tilsyn og håndhævelse, herunder om, at tilsyn og håndhævelse skal foretages af Trafikstyrelsen efter regler i byggeloven.

§ 16

Transportministeren bemyndiges til at godkende eller lade nødvendige tilslutningsanlæg m.v. for jernbane udføre.