Ved omstigningsstationerne Københavns Hovedbanegård, Østerport og Nørrebro er Cityringen alene baseret på nødvendige omstigningsveje, jf. transportministerens regler efter § 3, stk. 1. Mindre ændringer heri, der kan gennemføres uden i øvrigt at medføre væsentlige tidsmæssige eller økonomiske konsekvenser for Cityringen, kan besluttes, mod at udgifter hertil betales af den part, der ønsker ændringen, dvs. staten, herunder Banedanmark, en kommune eller DSB.
Stk. 2 Udgifter som følger af krav fra en myndighed, herunder som følge af internationale krav, EU-retlige krav eller national lov, herunder jernbanesikkerhedsmæssige krav, betales af Metroselskabet I/S. Den nødvendige finansiering tilvejebringes i fællesskab af Københavns Kommune med 50 pct., staten med 41,7 pct. og Frederiksberg Kommune med 8,3 pct.
Stk. 3 Udgiften til eventuelle nødvendige tilpasninger af vandforsyningsnettet i forbindelse med projektering og anlæg af Cityringen betales af Metroselskabet I/S. Den nødvendige finansiering tilvejebringes i fællesskab af Københavns Kommune med 50 pct., staten med 41,7 pct. og Frederiksberg Kommune med 8,3 pct.
Stk. 4 Kommunen er forpligtet til at føre afløbsledninger frem til tilslutningspunkter lige uden for hver stations- og skaktkonstruktion. Metroselskabet I/S betaler sædvanligt tilslutningsbidrag til afløbsledninger. Metroselskabet I/S afholder eventuelle udgifter til afledning af oppumpet vand fra udgravninger, og den nødvendige finansiering tilvejebringes i fællesskab af Københavns Kommune med 50 pct., staten med 41,7 pct. og Frederiksberg Kommune med 8,3 pct.
Stk. 5 Udgifter til ledningsomlægninger afholdes over anlægsbudgettet for Cityringen, bortset fra følgende tilfælde, hvor udgiften betales af ledningsejerne:
-
1) Omlægninger af ledninger på de overtagne jernbanearealer.
-
2) Omlægninger af ledninger i vejarealer, der i ikke uvæsentlig grad er begrundet i vejformål.
Stk. 6 Udgifter som følge af øget trafikbelastning på kommuneveje under anlægsarbejdet afholdes af de respektive vejbestyrelser. Udgifter på statsveje som følge af øget trafikbelastning under anlægsarbejdet afholdes af staten.
Stk. 7 Midlertidig råden over offentlig eller privat fællesvej i forbindelse med anlægsarbejdet kan gennemføres ved en midlertidig ekspropriation efter reglerne i § 13. De respektive kommuner dækker et eventuelt tab ved midlertidigt eller permanent bortfald af p-pladser, stadepladser og lign. på offentlig vej eller privat fællesvej.
Stk. 8 Placeringen og udformningen af kontrol- og vedligeholdelsescenteret fastsættes af transportministeren i regler efter § 3, stk. 1. Kontrol- og vedligeholdelsescenteret overdrages til Metroselskabet I/S, uanset om arealet ejes af staten, herunder Banedanmark, DSB eller andre. Staten, herunder Banedanmark, eller DSB kan ikke overdrage arealet til andre end Metroselskabet I/S.