Kapitel 11 Indhentelse af børneattest
Myndigheder, private dagtilbud og private pasningsordninger inden for Børne- og Undervisningsministeriets ressort skal indhente børneattest, inden de ansætter eller beskæftiger personer, herunder frivillige, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Dette gælder ligeledes personer, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes fast blandt børn under 15 år, og som derved har mulighed for at få direkte kontakt med børnene, jf. § 48.
Stk. 2 Indhentelse af børneattest skal ske i overensstemmelse med de regler, der gælder for sådanne attester i § 36 i bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret), herunder at den person, oplysningerne angår, har meddelt skriftligt samtykke til indhentelsen.
Følgende myndigheder, private dagtilbud og private pasningsordninger har pligt til at indhente børneattest, jf. § 47, for personer, der skal fungere i en af de i stk. 2 nævnte stillinger eller funktioner, hvis der er tale om en fast tilknytning, jf. stk. 3:
-
1) Kommunalbestyrelser i forhold til kommunale dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2, og § 21, stk. 2.
-
2) Private dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 3-5, § 21, stk. 3, og §§ 101 og 102 samt private pasningsordninger efter dagtilbudslovens §§ 78 og 80.
Stk. 2 Der skal indhentes børneattest for personer, der skal fungere som ledere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, private børnepassere, dagplejere, dagplejepædagoger, støttepædagoger, tale/hørepædagoger, pedeller, økonomaer, rengøringspersonale samt andet teknisk og administrativt personale, herunder assistenter, afløsere, vikarer og studerende i praktik.
Stk. 3 Ved fast tilknytning efter stk. 1 forstås, at det fra ansættelsens eller beskæftigelsens begyndelse er hensigten, at personens tilknytning til myndigheden, det private dagtilbud eller den private pasningsordning skal have mere end enkeltstående eller kortvarig karakter. I disse tilfælde skal børneattest være indhentet, inden personen tiltræder som ansat eller beskæftiget. Børneattest skal dog under alle omstændigheder indhentes senest 3 uger efter det tidspunkt, hvor en person har været tilknyttet myndigheden, det private dagtilbud eller den private pasningsordning i mere end 3 måneder, og inden for dette tidsrum i mindst 3 tilfælde eller i en sammenhængende periode af mere end 1 uges varighed har fungeret som en af de i stk. 2 nævnte stillinger eller funktioner, forudsat at personen fortsat skal være tilknyttet myndigheden, det private dagtilbud eller den private pasningsordning.
Stk. 4 Der skal ikke på ny indhentes børneattest for en person som nævnt i stk. 2, hvis vedkommende overgår til anden ansættelse eller beskæftigelse inden for samme myndighed, private dagtilbud eller private pasningsordning.
Stk. 5 I forbindelse med ansættelse eller beskæftigelse af kommunale eller private dagplejere, jf. dagtilbudslovens § 21, stk. 2 og 3, og ansættelse eller beskæftigelse af personer i private pasningsordninger, jf. dagtilbudslovens §§ 78 og 80, i private hjem og puljeordninger, jf. dagtilbudslovens §§ 101 og 102, skal kommunalbestyrelsen, pasningsordningen eller puljeordningen, jf. stk. 1, indhente børneattest for ægtefælle, samlever, hjemmeboende børn og andre personer der til en hver tid er bosiddende hos den kommunale eller private dagplejer, den private pasningsordning eller puljeordningen.
Forsætlig overtrædelse af § 48 straffes med bøde. Dette gælder dog ikke for offentlige forvaltningsmyndigheders overtrædelser. Der kan pålægges selskaber m.v. (private juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Stk. 2 Overtrædelser omfattet af stk. 1 påtales af det offentlige.