Kapitel 8 1 Optagelse, plads i anden kommune og opsigelse
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse i et fritidshjem efter § 52, stk. 2-4. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at selvejende og udliciterede fritidshjem helt eller delvis selv skal træffe afgørelse om optagelse i fritidshjemmet.
Stk. 3 Private fritidshjem skal træffe afgørelse om optagelse i det private fritidshjem. Kommunalbestyrelsen kan ikke anvise plads i private fritidshjem.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for optagelse af børn i fritidshjem efter § 52, stk. 2-4. Forældre skal have mulighed for at tilkendegive ønsker om optagelse i konkrete fritidshjem.
Stk. 2 Selvejende og udliciterede fritidshjem med optagelseskompetence, jf. § 53, stk. 2, skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for optagelse af børn i fritidshjemmet.
Stk. 3 Private fritidshjem skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for optagelse af børn i fritidshjemmet.
Stk. 4 Private fritidshjem kan kun afvise at optage børn, hvis der ikke er plads i fritidshjemmet.
Ansøgning om optagelse i et fritidshjem efter § 52, stk. 2 og 3, skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har delegeret optagelseskompetencen til et selvejende eller udliciteret fritidshjem, jf. § 53, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen efter aftale med fritidshjemmet beslutte, at ansøgning skal ske digitalt til det enkelte fritidshjem. Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.
Stk. 4 En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.
Alle børn har adgang til at blive optaget i et fritidshjem efter § 52, stk. 2-4, i en anden kommune end opholdskommunen fra det tidspunkt, hvor forældrene har fået tilsagn om et tilskud fra opholdskommunen til brug for fritidshjem, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at lukke ventelisten for optagelse af børn fra andre kommuner af kapacitetsmæssige årsager og under væsentlige hensyn til børn fra kommunen.
Stk. 3 Alle børn har i forbindelse med flytning til en anden kommune ret til at bevare en plads i et fritidshjem efter § 52, stk. 2-4.
Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler for lukning af ventelisten for optagelse af børn fra andre kommuner, jf. stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan ikke opsige børn, der er optaget i et fritidshjem efter § 52, stk. 2-4, medmindre kommunalbestyrelsen tilbyder et andet tilsvarende tilbud eller et andet relevant tilbud.
Stk. 2 Private fritidshjem kan ikke opsige børn fra et privat fritidshjem, medmindre der er tale om ganske særlige tilfælde.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for udmeldelse af børn i fritidshjem efter § 52, stk. 2-4.
Stk. 4 Private fritidshjem skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for udmeldelse af børn i institutionen.