Dagtilbudsloven Kapitel 9

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

Kapitel 9 1 Tilskud til fritidshjem og forældrenes egenbetaling
Tilskud til fritidshjem i opholdskommunen
§ 57

Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give forældre et tilskud pr. barn til brug for fritidshjem efter § 52, stk. 2-4.

Stk. 2 Tilskud efter stk. 1 skal udgøre mindst 70 pct. og forældrenes egenbetaling højst 30 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter ved ophold i fritidshjem bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 3 Tilskud og egenbetaling fastsættes på grundlag af fritidshjemmenes vedtagne budgetter.

§ 58

Ved optagelse i et kommunalt, selvejende eller udliciteret fritidshjem beregnes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for det enkelte fritidshjem eller på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for fritidshjem af samme type i kommunen.

§ 59

Når et selvejende fritidshjem ønsker at varetage administrationen, skal kommunalbestyrelsen give et administrationstilskud til det selvejende fritidshjem.

Stk. 2 Administrationstilskuddet svarer til det gennemsnitlige administrationstilskud pr. barn, som kommunalbestyrelsen giver til selvejende og udliciterede fritidshjem i kommunen.

Tilskud til privat fritidshjem
§ 60

Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal til private fritidshjem give et tilskud pr. barn, der optages i et privat fritidshjem, hvis opholdskommunen har privat fritidshjem som tilbud til aldersgruppen.

Stk. 2 Tilskud til privat fritidshjem fastsættes af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3 Private fritidshjem fastsætter og offentliggør forældrenes egenbetaling.

Tilskud til fritidshjem i anden kommune
§ 61

Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give et tilskud pr. barn, der optages i et fritidshjem efter § 52, stk. 2-4, i en anden kommune, hvis opholdskommunen har fritidshjem som tilbud til aldersgruppen, eller hvis forældrene i forbindelse med flytning ønsker at bevare en plads til barnet i et fritidshjem i en anden kommune.

Stk. 2 Ved optagelse i et fritidshjem i en anden kommune end opholdskommunen beregnes opholdskommunens tilskud, så det svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter pr. plads for fritidshjem i opholdskommunen som beregnet for den aldersgruppe, barnet tilhører.

Stk. 3 Tilskuddet kan dog højst svare til opholdskommunens tilskudsprocent for aldersgruppen beregnet af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads i det benyttede fritidshjem i institutionskommunen som beregnet i institutionskommunen, jf. § 57, stk. 2, og § 58, jf. dog §§ 62-64.

Stk. 4 Opholdskommunen skal betale tilskuddet direkte til institutionskommunen.

Stk. 5 Forældrene skal betale forskellen mellem tilskuddet fra opholdskommunen og bruttodriftsudgiften pr. plads i det benyttede fritidshjem som beregnet i institutionskommunen, jf. § 57, stk. 2, og § 58.

§ 62

Når forældre vælger et fritidshjem i en anden kommune end opholdskommunen, kan kommunalbestyrelsen i opholdskommunen beslutte at give et ekstra tilskud til institutionskommunen for enten at reducere institutionskommunens udgifter, reducere egenbetalingen eller begge dele.

Stk. 2 Opholdskommunen skal betale det ekstra tilskud direkte til institutionskommunen.

Søskendetilskud og fripladstilskud
§ 63

Kommunalbestyrelsen skal give et

  • 1) søskendetilskud til forældre med mere end et barn i dagtilbud, fritidshjem, SFO (skolefritidsordning) eller privat pasning med tilskud efter § 80,

  • 2) økonomisk fripladstilskud under hensyn til forældrenes økonomiske forhold,

  • 3) behandlingsmæssigt fripladstilskud, når et barn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne af behandlingsmæssige grunde har ophold i et fritidshjem, eller

  • 4) socialpædagogisk fripladstilskud, når ophold i fritidshjem må anses som særlig påkrævet af sociale eller pædagogiske grunde og betalingsspørgsmålet vanskeliggør barnets optagelse eller forbliven i et fritidshjem.

§ 63a

Ansøgning om økonomisk fripladstilskud, jf. § 63, stk. 1, nr. 2, skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.

Stk. 4 En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.

Bemyndigelse
§ 64

Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om tilskud og egenbetaling efter bestemmelserne i dette kapitel, herunder regler om anvendelse af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, og regler om, at indbetalingerne til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum skal fradrages i indkomstgrundlaget, ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud, regler for tilbagebetaling og efterbetaling af økonomisk fripladstilskud og regler for det tyske mindretal.