Dagtilbudsloven § 16a

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023, lov nr. 1460 af 10. december 2024, lov nr. 1655 af 30. december 2024 og lov nr. 1665 af 30. december 2024

Frokost i daginstitutioner
§ 16a

Alle børn i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner og privatinstitutioner efter § 19 skal have et sundt frokostmåltid alle hverdage, jf. dog stk. 3 og 4 og § 16 b, stk. 1-3.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, for alle børn i samme aldersgruppe.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen træffer efter ansøgning fra et barns forældre afgørelse om, at et barn kan fritages fra et sundt frokostmåltid efter stk. 1, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at børn i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, der hovedsagelig anvender skovens areal eller lignende naturområder som grundlag for barnets ophold i daginstitutionen, ikke skal omfattes af et sundt frokostmåltid efter stk. 1.